Ventetid

Når man er syg, venter man rigtig meget. Vi venter på svar fra læger og sygehuse, svar fra visitationer, beskeder fra jobcentret, afgørelser fra diverse myndigheder, besked fra arbejdsgiver og ikke mindst venter man rigtig meget på Falck.

Dagen i dag har været ventet med spænding, ligesom mange andre dage, hvor der skal falde afgørelser.  Senest har vi søgt om reserveret handicapparkeringsplads ved opgangen til vores bolig. Efter jeg klagede tre gange over afgørelser, der ikke faldt ud til vores fordel, lykkedes det endelig at få en plads, foreløbig for et år. Vi kunne slet ikke få armene ned, da vi fik beskeden. Det vil lette så meget, at jeg ikke skal holde midt på vejen og hjælpe Bo ud ad bilen og ind i opgangen.  Bo vil nu selv kunne gå fra bilen og til opgangen og jeg kan gå ved siden af ham uden stress over at holde og blokere for øvrig trafik. Det holdt hårdt, men om 4-5 uger skulle p-pladsen gerne være klar. Dejligt, men helt urimeligt at skulle igennem alle de klageomgange.

handicap-parkering

På Center for Hjerneskade har de vurderet Bo på alle leder og kanter. Hans kognitive funktioner er på flere områder nedsat, og han har fået en opmærksomhedsforstyrrelse, der blandt andet gør, at han ikke kan oppebære et almindeligt arbejde. Denne opmærksomhedsforstyrrelse frygtede vi kunne gøre, at han ikke ville være i stand til at få en el-scooter og dermed færdes på egen hånd eller endnu bedre tage med mig på tur. I dag var Bo så til en praktisk test, hvor han skulle køre i et lukket område og bagefter en tur på Godthåbsvej. Det gik rigtig godt – Bo var hverken til fare for sig selv eller andre, så nu forventer vi, at ansøgningen går glat igennem visitationen. Det vil være fantastisk og så meget nemmere at færdes i byen på denne måde. Vi kan slet ikke vente – et skridt mod en hverdag med et indhold, som før sygdommen.

Jeg var desværre ikke med til testen, så ingen billeder af Bo som motorbølle
Jeg var desværre ikke med til testen, så ingen billeder af Bo som motorbølle

Men … vi må endnu engang lige vente lidt endnu, til vi har en afgørelse på skrift, og vi kan føle os helt sikre.

IMG_1181
Mens vi venter …

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.