Træthed, oplæg og kartoffelskrælning

Bo’s ekstreme træthed pga. epilepsimedicinen er ved at fortage sig, hvilket er en lettelse for os begge to. Det har bekymret mig, at se Bo næsten ikke kunne hænge sammen af træthed. Så nu ser vi fremad igen, og glæder os over energien langsomt vender tilbage.

Hjernesagen havde inviteret mig sammen med to andre pårørende til at holde oplæg for fagfolk, ved en temadag om pårørende. Det var en spændende dag med oplæg af bl.a. forskere (ja, der forskes i det at være pårørende), en fysioterapeut og en chefkonsulent fra Horsens kommune. Min oplevelse var, at der blev lyttet til os tre pårørende, og vi fik fortalt om både udfordringer og ting der har fungeret. I mit oplæg understregede jeg, at det var min fortælling, og at der er stor forskel på, hvordan vi er ramte samt hvad vi magter som pårørende.

Foto: Hjernesagen

Foto: Hjernesagen

Jeg kommer meget gerne rundt i landet og holder oplæg, hvis der skulle være interesserede. Så vidt jeg har forstået, kommer vores oplæg fra temadagen til at ligge på Hjernesagens hjemmeside, så interesserede kan se, hvad vi har fortalt. I er velkomne til at skrive til mig, hvis I har spørgsmål. I finder mailadresse under ”Kontakt”.

Og så til noget helt andet og total hverdagsagtigt. Bo har skrællet kartofler! Det havde jeg aldrig forestillet mig kunne lade sig gøre, men det kunne det sagtens. Så nu skal vi til at spise kartofler oftere, så Bo kan bidrage til madlavningen. Det er en lettelse for os begge. Bo bruger, et særligt skærebræt. Her sættes kartoflen fast i piggene, og så kan der skrælles derudad. To gange er det foreløbig blevet til i denne uge. Skønt.

Kartoffelskrælning – det kører 🙂

Jeg har hygget i formiddag med at lave dadelkugler og humus. Jeg har fundet opskrifterne på henholdsvis Valdemarsro.dk og Louisesmadblog.dk. Begge steder er der god inspiration til nem mad og gode lækkerier.

Humusen skal spises til frokost med friske grøntsager, og dadelkuglerne passer fint til en film i det grå og triste vejr, det er i dag.

Dadelkugler med kakao og appelsin.

God søndag til jer alle.

6 tanker om “Træthed, oplæg og kartoffelskrælning”

  1. jeg har også sådan et skærebræt og det er guld værd. Men jeg prøvede en anden kartoffelskræller på Center for Hjerneskade, En genial “tingest”, der har sugekopper og kan sættes på siden af håndvasken – eller hvor man nu vil have den. Den kan købes i Seniorshop i Søborg eller bestilles på deres hjemmeside,.

    1. Kære Ann. Tak for din hilsen og tippet. Den kartoffelskræller skal vi da prøve. Det er skønt, når vi kan dele erfaringer og tips til at kunne klare hverdagen. God dag til dig. Bedste hilsner Helle

  2. Det er så livsbekræftende at læse dine indlæg – din kærlighed til Bo og jeres liv sammen, med alle de udfordringer de giver jer begge – ja jeg bliver utrolig rørt og varm om hjertet. Ønsker jer alt det bedste💐

    1. Tak for din søde hilsen, som giver tårer i øjenkrogene hos os. Det er dejligt med hilsner som din, der er med til at motivere os til at fortsætte:-) Bedste hilsner Helle

  3. Det med skrælle kartofler er en god ting og så har det jo et formål, jeg startede med at skrælle kartofler selvom jeg havde svært ved at holde på kniven, men øvelse gør mester.

    1. Kære Ejgil. Tak for din kommentar. Hvor er det skønt at høre, du klarer det, trods udfordringer. Der er ingen tvivl om, det kræver øvelse, men jeg kan da allerede nu – efter tre gange – se at det er lidt nemmere for Bo.
      Det at gøre noget der giver mening er så vigtigt. Bo har heldigvis ikke udfordringer med at holde på skrælleren, men hans tålmodighed bliver udfordret. Godt vi ikke er en storfamilie, men bare os to:-) Bedste hilsner Helle

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.