Træning er mange ting

Det nye år er nu 3 dage gammelt, og Bo og jeg har nydt de mange fridage sammen. Der har været tid til, at jeg kunne dovne den på sofaen, men  vi har også besøgt familie og venner, fået læst, spillet og gangtrænet. Jeg har købt yatzy, og det har vist sig at være rigtig godt  for Bo. Det kræver han holder fokus på en del ting; hvis tur er det, hvor mange slag er slået og af hvem, føre regnskab, holde øje med hvad han eller jeg mangler mv.  God træning som samtidig er hyggeligt.

IMG_1901
Jeg fik Yatzy:-)

Bo har rigtig god glæde af den App jeg skrev om sidst – Endomondo. Vejret er blevet for blæsende og koldt, til han kan komme så meget ud, så vi har indviet ejendommens kælder til gangtræning. Det er supergodt, selvom Endomondo ikke kan finde gps-signal dernede, så måler den tiden, hvor Bo går. Bo kan så sammenligne fra gang til gang, hvor hurtigt han har gået den samme strækning. En virkelig god motivationsfaktor for ham.

IMG_1923
Først må kældertrappen forceres.
IMG_1905
Så er det bare om at gå.
IMG_1918
Og så skal trappen klares igen.

I morgen begynder hverdagen igen, og vi fortsætter genop-træningen og overvejelser om, hvad dagene skal fyldes ud med for Bo. Desværre er der ikke så meget drive i Hjernesagens lokalforening i København og Frederiksberg, så jeg er igang med at undersøge muligheder omkring kortklub, som jeg vil tro kan være godt for Bo. Hvis der sidder nogen derude, med en viden om kortklub på Frederiksberg, må I meget gerne skrive til mig. I finder kontaktoplysninger øverst oppe på siden her under kontakt.

Hverdag betyder atter travlhed for mig som pårørende, men det betyder også, at jeg skal til Mensendieckgymnastik igen efter to ugers ferie. Det er virkelig et af ugens højdepunkter. 30 minutters fokus på mig, min kropsholdning og vejrtrækning. Det jeg lærer til Mensendieck, bruger jeg i hverdagen. Og så er det et frirum, hvor jeg nyder fokus er på mig. De første måneder jeg gik der, havde jeg eneundervisning, men siden efteråret har jeg været på et lille hold med to andre piger. Vi har det fantastisk hyggeligt og griner en hel del, hvilket er så befriende. Tak til jer Anne og Pia. Og tak til dig Ulla – du er en fantastisk lærer.

Du kan læse mere om Mensendieck ved at følge dette link: http://www.mensendieck.dk

I ønskes alle et godt 2016.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *