Time-out

Gennem den tid bloggen har eksisteret, har jeg skrevet meget om at passe på sig selv som pårørende ved at tage time-outs og have tid til sig selv.

Jeg er nu nået til et tidspunkt, hvor tid til mig selv bliver hverdagen. Det betyder, at Bo og jeg skal fortsætte vores ægteskab, men at vi skal bo hver for sig. Jeg bliver boende i vores lejlighed og Bo har fået en hyggelig ældrebolig tæt på.

Vi har brug for ro til at finde vores ben i denne nye måde at leve på, og jeg har derfor besluttet at stoppe med at være aktiv på bloggen. Det betyder, jeg ikke længere kommer med opdateringer, men at bloggen ind til videre vil bestå med det indhold, der ligger nu.

Tak til alle jer der har fulgt os i tykt og tyndt. I har været fantastiske.

Pas godt på jer selv derude og gør det, der er det rigtige for jer.

26 tanker om “Time-out”

  1. Kære Helle og Bo.
    Tak for den gode blok, som vi ivrigt har fulgt og ladet os inspirere af.
    Det er en trist nyhed og en svær beslutning, for vi er fulde af forståelse. Det kræver overskud og megen energi at være pårørende. For at kunne passe på andre, må man først og fremmest passe på sig selv, ellers går det ikke.
    Vi håber for jer, at I vil finde jer tilrette i jeres nye liv. God vind fremover.
    Birger og Gitte Ullstad

    1. Kære Gitte. Tak for dine søde ord. Er glad for I har kunne bruge noget af det vi lagt ud. Alt det bedste til jer. Bedste hilsner Helle

  2. Hej i to !
    Hjemme hos os, er det jo sådan, at min mand arb. På Nordsøen 14 dage, er i land i 3 uger. Han får lidt en “pause” og jeg får den hjælp jeg skal bruge. Ægtefæller er ikke sygepassere….. men ægtefæller. I får det garanteret skønt hver for sig og sammen. I er jo skønne mennesker begge to, fandt jeg ud af på VF. God vind frem over, håber det nye bliver godt
    Knus Malene

    1. Kære Malene. Hyggeligt at du skriver. Det er vigtigt, vi hver især finder den løsning, der passer bedst. Godt at I har fundet en model der virker for jer. Bedste hilsner fra os begge. Helle

  3. Kæreste Helle & Bo😍
    Det er med en vis vemod jeg i dag læser jeres indlæg. Vemod fordi i har valgt at bo hver for sig, men også med megen forståelse. Er jo selv ramt og bliver 57 og lever sammen med min dejlige Karsten som bliver 47 altså 10 års forskel. Vi lærte hinanden at kende 2 år før mine blodpropper. Dengan på sygehuset sagde jeg til ham at det var nu han skulle give slip på mig hvis det var sådan og ikke om 3 mdr. Han er hos mig den dag i dag og det takker jeg for hver dag.
    Du og Bo har helt sikkert haft jeres overvejelser, men jeg vil takke jer for den indsigt, hjælp og små spark i har givet Karsten & jeg til at komme videre i vores liv.
    Jeg takker for gode indlæg og ønsker jer begge alt godt fremover. Jeg har fuld forståelse for jeres valg, men er samtidig lidt vemodig ( Sorry), men jeg er kommet til at holde meget af jer begge. Pas på jer og min hjerteligste tak for alt hvad i har bidraget med.
    💯 kærlige tanker fra Birgitte og ( Karsten )❤

    1. Kære Birgitte – og Karsten. Tak for hilsen. Det har bestemt heller ikke været en let proces, men jeg er sikker på, det er den rigtige beslutning for os. Der er jo ikke to der rammes ens og derfor er konsekvenserne også meget forskellige og kan ikke sammenlignes. Derfor må vi også hver især, gøre det, som er det rigtige for netop os. Vi har været glade fordi du/I har fulgt os og kommet med mange skønne kommentarer i den tid der er gået. Endnu engang tak for din hilsen – det er bestemt også med vemod vi takker af her 💞 Bedste hilsner fra os begge.

  4. Hej Helle.
    Stor respekt for jeres beslutning herfra. Håber, at det kommer til at fungere godt for jer.

    1. Kære Simon. Tak for din hilsen. Jeg er sikker på, det er den rigtige beslutning for os. Bedste hilsner Helle.

  5. Kære Helle og Bo, Ja det er en beslutning i selv har taget, jeg valgte jo selv at flytte fra min datter og min mand for at komme længere i min træning, nu er det snart 10 år suden jeg blev skadet og mangler kun at holde balancen på 2 hjul, så der vil jeg lærer i foråret. Jeg har lige været i Kbh. hos mine 2 elskede, datter og skønne eksmand. Jeg er endnu en gang blevet bekræftiget i at det var det rigtige at gøre, min datter ringer til mig når hun savner mig, det er der ikke mange 14 årige piger der gør, jeg savner dem meget men nyder stilheden i det jydske. Held og lykke fremover til jer begge. <3
    kh. Annette

    1. Kære Annette. Tak for din hilsen og for at dele din fortælling. Det er så vigtigt at gøre det, der er det rigtige for hver enkelt. Det er godt at høre du har fundet, det der fungerer for dig/jer og skønt at din datter kontakter dig. Håber det fortsat vil gå dig godt. Bedste hilsner Helle

    1. Kære Karin. Tak for din hilsen. Gør hvad jeg kan og tror på det er det rigtige for os. Bedste hilsner Helle

  6. God vind til jer begge to, og tusinde tak for dine indlæg Helle, de har inspireret mig mange gange, og givet mig modet til at kæmpe videre. Tak

    1. Kære Sanne. Tak for din søde hilsen. Hvor er jeg glad for at høre du har kunne bruge mine indlæg. Det er mange seje kampe vi må tage som pårørende. Jeg ønsker dig alt det bedste. 👍🏻🌸

  7. Kære Helle og Bo
    Stor respekt for at I har taget den beslutning. Jeg er sikker på at det er velovervejet og det rigtige for jer. Selvom min mand er kommet sig rimeligt over sin blodprop så er der alligevel dagligt noget som minder os on den og hvor jeg må tage over, så jeg ved hvor belastende det kan være.
    Jeg ønsker jer alt det bedste i fremtiden og vil savne dine gode indlæg her på bloggen.
    Hilsen Gitte

    1. Kære Gitte. Tak for din søde hilsen. Det har været en lang proces med mange overvejelser. Det er så forskelligt, hvordan en hjerneskade rammer og hvordan den påvirker såvel den ramte som pårørende. Det er netop ikke kun det fysiske som er indlysende for enhver, men mindst lige så meget de kognitive skader som belaster. Vi tror på det er den rette beslutning for os, men derfor er det nødvendigvis ikke den rigtige beslutning for andre. Endnu engang tak Gitte og tak fordi du har fulgt os her. Bedste hilsner og ønsker til dig og din mand. Helle

  8. Kære Helle og Bo.
    Jeg ønsker jer begge alt det bedste i fremtiden.
    Din blog har jeg fulgt hele tiden og har været fuld af beundring for jeres kampånd.
    At være pårørende til en hjerneskadet kan være rigtig hårdt.
    Varme knus til jer begge to.

    1. Kære Lisa. Tak for din hilsen. Dejligt du har fulgt os og forhåbenligt kunne bruge noget af det vi har delt. Det er meget hårdt at være pårørende, men også meget forskelligt. Vi må hver især træffe de valg, som passer til netop os. Alt det bedste til dig. Helle

  9. Jeg er helt sikker på at det er en vel overvejet beslutning i har truffet. Det er svært for andre at vurdere, kun I kan vide hvad der er det rigtige for jer.
    På nuværende tidspunkt er det nu 2 år siden at min mand blev ramt, og vi har nu flyttet vores residens til Mors, så må vi se hvordan det går. Det er på mange måder et helt andet enkelt liv vi fører her. Lige nu er vi meget tilpasse med det men der er også både op og nedture.
    Knus og jeg ønsker jer begge alt det bedste 😘

    1. Kære Lisbeth. Tak for din hilsen. Hjerneskader har meget forskellige konsekvenser for såvel ramte som pårørende. Vi tror på, det er den rette løsning for os, men tiden må jo vise det. Jeg håber, du trives med jeres valg – det er nogle skønne billeder du deler. Bedste hilsner til dig. Helle

  10. Kære Helle og Bo,
    Det er jeg ked af at høre, men selvfølgelig ved I bedst, hvad der er nødvendigt at gøre i den givne situation. Held og lykke med jeres nye måde at leve sammen på. Det kræver en masse mod, tror jeg, og det har I begge. Mange knus og tanker ❤️🍀.

    1. Kære Birgit. Tak for din søde hilsen. Det har været en lang proces, og vi tror på, det er den rigtige løsning for os. Bedste hilsner fra os begge. ❤️👍🏻

  11. Hej Helle og Bo
    Det var en trist nyhed

    Vi troede at det gik fremad men forstår beslutningen idet det kræver meget af ægtefællen at være på hele tiden med det som dét medfører af forandringer i livet .

    Ord er kun en fattig trøst.

    Hilsen

    Flemming og Jette Jensen

    Liseleje

    1. Kære Jette og Flemming. Meget går fremad, men belastningen er alligevel konstant. Vi tror på, det er den rette beslutning for os 😊. Bedste hilsner fra os begge.

    1. Kære Susanne. Ved ikke lige hvad jeg skal svare for forstår ikke spørgsmålstegnet 😳

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *