Tanker om pårørendeuddannelse

For kort tid siden kom det frem i medierne at Københavns kommune har afsat midler på budget 2016 til en pårørende uddannelse for 375 pårørende. Det er dejligt, der er fokus på pårørende, og jeg burde være begejstret, men det er jeg bare ikke. Siden jeg hørte om uddannelse af pårørende  første gang, har det skurret i mine ører.

Da jeg blev kærester og siden gift med Bo, blev jeg pårørende til ham, og det er ikke noget, jeg kan eller vil uddannes i. Jeg er hustru, hvilket betyder, at vi har et særligt forhold der, bygger på kærlighed. Det kræver ikke uddannelse, og mig bekendt har det set i historisk eller globalt perspektiv,  aldrig givet anledning til uddannelse. Jeg vil ikke uddannes i at være pårørende til min mand.

Vores ændrede livssituation gør, at jeg har behov for omsorg og viden. Det har jeg brug for at få løbende, afhængig af, hvor i sygdomsforløbet Bo og jeg er. Da vi blev ramt, havde jeg brug for at nogen tog mig i hånden og førte mig, og senere, da det første chok havde lagt sig, havde jeg  behov for, at nogen præsenterede mig for en plan, for det videre forløb for Bo. En plan, der kunne skabe tryghed for os begge. For at skabe tryghed er det nødvendigt med  tillid. Tillid til de mennesker jeg møder i systemet, så de skal være klædt ordentlig på til at fortælle mig om mine og Bo’s muligheder. Senere igen ændrede mine behov sig, og sådan vil det formentlig fortsætte i lang tid frem over, afhængig af udviklingen hos Bo.

Ovenstående har jeg grundlæggende mødt i Frederiksberg kommune, indtil videre. Der har været nogle bump på vejen, som bestemt kunne have været bedre, men planen var der hele tiden, og jeg/vi er blevet guidet rimeligt. Bo har fået en fantastisk hjemmevejleder,  og vi har, efterhånden som Bo er ved at være færdigbehandlet, fået de hjælpemidler, som Bo har behov for.

Og så bor jeg i en kommune, der har tilbud om pårørendegruppe. Det findes desværre ikke i alle kommuner. Pårørendegrupper kan noget helt særligt, som ikke bør undervurderes. At høre andre fortælle om deres livssituation og de udfordringer og løsninger de har fundet, er inspirerende og giver mod på at kæmpe videre for den ramte. Følelsen af forbundethed gennem fælles historier styrker fornemmelsen af at tilhøre et fællesskab, og dermed mindske følelsen af at være alene.

Det jeg først og fremmest har manglet i vores forløb, er en vejleder eller mentor, der tog hånd om mig. En der spørger mig, hvordan jeg har det, og hvad jeg har brug for. Det kan være orlov, nedsat arbejdstid i en periode med lønkompensation, det kan bare være uformelle samtaler om mit liv nu, det kan være en telefonlinje, hvor jeg kan ringe, når jeg er i vildrede og ikke kan overskue tingene, det kan være een indgang til systemet for mig, når jeg har spørgsmål eller skal bruge hjælp. Jeg har selv måtte opdage, vi kunne får kørsel til sociale arrangementer, at der findes et handicapskilt, et ledsagerkort, brobizz til Storebæltsbroen der giver handicappede rabat osv.

Jeg synes virkelig, det bør overvejes, om ikke pengene kan bruges bedre. Jeg erkender, at jeg ikke har hørt så meget om denne pårørendeuddannelse, men det jeg har hørt, skræmmer mig mere end det begejstrer. Ingen politikere har endnu tilbudt noget, uden der er en forventning om en besparelse. Her vil jeg tro, man forventer, der bliver færre syge pårørende. Der tror jeg, man tager grueligt fej.

Der findes ikke en uddannelse, der kan fjerne min dårlige hukommelse, som er en konsekvens, af det vi er igennem. Der findes ikke en uddannelse, der kan hjælpe mig med alle de overvejelser og beslutninger, jeg nu skal træffe alene – også på Bo’s vegne. Der findes ikke en uddannelse, der kan lave dagens/ugens planlægning for mig. Der findes ikke en uddannelse, der kan gøre, det ikke er mig, der skal sørge for alt fra indkøb, madlavning og rengøring til kontakte myndigheder, sørge for bilen bliver synet osv. Der findes ikke en uddannelse, der kan fjerne min sorg. Der findes ikke en uddannelse, der kan ændre noget for mig og vores ændrede livssituation.

Det er noget helt andet, der er behov for. En mentor eller vejleder der er klædt på til opgaven, og som er tilknyttet mig, så længe jeg har brug for det. Jeg har ikke brug for at lære at sortere piller.

IMG_5459

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.