Smag på livet

Selvom forårstemperaturerne lader vente på sig, har vi været på en dejlig tur ind til byen. Vi pakkede Go-Go, som er en rejse-el-scooter fra Seniorland, vi selv har købt. Den kan skilles ad i fire dele og dermed ligge i bilen. Det er en af de bedste investeringer, vi har gjort. Bo bliver på den måde mere mobil, og vi kan komme flere steder hen. Go-Go har nogle udfordringer med brosten og ujævnt terræn, men pyt med det, når bare vi kan komme omkring sammen.

Turen gik som sagt ind til centrum af København. Der er en del handicap-parkeringspladser inde i byen og vi fandt da også en lige ved Amalienborg. Scooteren blev samlet på et øjeblik, og så kunne vi sammen nyde at ”slentre” langs Langelinje ind forbi Skuespilhuset, gennem Nyhavn og over den nye inderhavnsbro til Papirøen. Efter en kop kaffe her tog vi tilbage over broen og fortsatte langs Havnegade mod Knippels Bro. På denne strækning er der sat bænke op, så vi sad og nød lidt sol, inden vi indtog frokost hos Almanak i Havnegade. Meget lækker frokost og helt fantastisk service. Der blev ryddet, så Bo kunne få el-scooteren med ind og stå. Han er rædselsslagen for, at den bliver stjålet, hvis den står udenfor.



Efter frokost var der ikke meget energi tilbage hos Bo, så det gik direkte hjem til eftermiddagshvil. En pragtfuld dag, der mindede en hel del om ”gamle” dage før blodproppen.

Vi vil rigtig gerne købe en el-ladcykel, hvor Bo kan sidde i. De er desværre frygtelig dyre (omkring 50.000,- kr.), og vi har fået afslag fra kommunen på en ansøgning om en. Det ville være helt vidunderligt, at kunne cykle med Bo, så han ikke skal bruge så meget energi på at komme rundt i menneskemylder og hele tiden holde øje med ujævnheder og hvor han kan komme op, ned, over, osv. Jeg har skrevet til Christiania-cykler for at høre om muligheder for evt. at leje eller lease, og venter spændt på at høre fra dem. Jeg har kigget efter en brugt model, men den ene gang jeg fandt en, blev den solgt i løbet af et øjeblik.

Det er vigtigt for os, at forsøge at gøre de samme ting vi altid har gjort. At cykle har været en stor del af vores begges liv, så vi skal bare finde en løsning. Vi har købt en par-cykel brugt, og har også glæde af den, men den fylder en del på de københavnske cykelstier, så den er desværre ikke egnet til ture herinde i byen.

Håber I kommer lidt omkring uanset om det er til fods, i kørestol eller med el-scooter.

 

2 tanker om “Smag på livet”

    1. Kære Susan. Dejligt at få hilsen fra dig her. Vi gør, hvad vi kan for at nyde livet som tidligere. Har tænkt meget på dig, og hvordan det mon går. Vi må lige skrives ved under mere private former 😊. Bedste hilsner fra os begge til dig 🌻

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *