Netværk

Et netværk er guld værd, ikke mindst når man havner i den situation,  vi er i. Vi er utrolig heldige og dybt taknemmelige for at have mennesker omkring os, som byder sig til. Senest har vores gode veninde Lisbet været og overnatte fra torsdag til fredag i sidste uge, da jeg skulle på seminar med mit arbejde. Lisbet har været med hele vejen gennem sygdomsforløbet og kender Bo godt, så han føler sig tryg ved hende. Bo kan rigtig meget selv, men der er enkelte ting, han ikke kan klare alene, når han kun har en arm der fungerer. F.eks tage sko og  skulderbandage på eller have styr på sin medicin. Uden Lisbets hjælp kunne jeg ikke ha’ været afsted.

Lisbet
Lisbet

Da Bo fik blodproppen og var indlagt, både på sygehus og senere på rehabilitering, har der været venner, kollegaer, familie og bekendte forbi, med opmuntrende ord og kærlige knus. Det har haft stor betydning, for motivationen, men også for følelsen af stadig at høre til og ikke mindst mærke, at verden stadig er der for os.

Vore familie er guld værd. Børn der kommer og hjælper, både med det praktiske, men også med mad, en gåtur og en hyggelig sludder. Vores lille barnebarn er til stor glæde for os begge og vi følger hans udvikling med fornøjelse.

Bedstefar og Daniel

I weekenden tager jeg en fridag fra det hele og rejser på en en-dags tur til London, hvor jeg besøger min niece. Det kan kun lade sig gøre, fordi Bo’s søn træder til og er her hele dagen. Det giver tryghed, så jeg kan nyde turen og lidt tid for mig selv.

Og så har vi nogle fantastisk naboer, der giver os begge tryghed i hverdagen. De hjælper på alle måder, bærer fx kørestolen ind i bilen, hvis de ser, jeg står og bakser med den. Hvis jeg er ude en aften, så ved jeg, de er opmærksomme på Bo – det er guld værd. Jeg kan slappe af i forvisning om, at de er der, hvis Bo får brug for hjælp.

Søde naboer
Søde naboer

Men også venner der åbner deres hjem for os og lukker os ind, på de præmisser vi har brug for. De tager det helt naturligt, at Bo lider af hjerneskadetræthed og er nødt til at lægge sig og hvile efter hovedretten, og at han så vender tilbage til forsinket dessert. Det er alt sammen med til, at vi kan opretholde vores liv, så tæt på det vi havde før blodproppen.

I begyndelsen var det vildt svært at bede om hjælp. Jeg har været vant til at klare mig selv og have styr på tingene, så det har virkelig været grænseoverskridende at bede om og tage mod hjælp. Mange har sagt, at vi bare skal sige til, hvis der er noget de kan gøre, men det er rigtig svært. Det er nemmere, når der tilbydes konkret hjælp fx skal jeg komme med aftensmad. Søde bemærkninger om, at vi bare skal sige til, er rigtig svære at tage imod, selvom det er sagt i bedste mening. Jeg har uden tvivl selv sagt det samme, før jeg selv havnede i denne situation.

Så tak til jer alle derude, både jer der er tæt på, og jer der er mere perifære. Vi er meget taknemlige for at have jer omkring os og føler os meget heldige for vi ved, at ikke alle der har det netværk vi har.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *