Mere om træning

Efter sidste uges indlæg om Bo’s træning, har jeg modtaget en del kommentarer. En af dem er fra Søren Hein Sommer, indehaver af Apofysio i Søborg (tidligere Glostrup), der havde følgende kommentar, som jeg tænker kan have relevans for andre at læse. Jeg har fået lov af Søren, at bringe hans kommentar her.

“Fedt billede af Bo, hvor han holder med sin venstre hånd 🙂 Et lille fagligt input til dit blogindlæg: Mht. spejltræning, så er det ikke et must at man skal have aktivitet i sin hånd, for at man kan opleve effekt af interventionen. Personligt har jeg selv ikke den store erfaring med spejlterapi, men kender godt til studierne som viser effekt. Mht. interventionen hvor man udelukker brugen af den anden hånd (i Bos tilfælde den højre) skal man have relativt meget funktion i den anden arm. Det handler mere om at få gentagelser og derigennem bedre sig, end at der lige pludselig skulle komme funktion igen. Endvidere peger forskningen omkring sidst nævnte intervention, at man skal træne dette intensivt gennem uger og i flere timer om dagen.”

Det er altid godt med opdateret viden, så tak Søren fordi du gav dig tid til at skrive til mig.

 Ugen har desværre bragt et nyt epileptisk anfald. Jeg fandt Bo liggende i sengen (heldigvis), da jeg kom hjem fra arbejde. Han var ved at blive sig selv igen og var ikke så konfus, som vi har oplevet tidligere. Efter kontakt til ambulatoriet er han nu sat op i dosis igen, nu skal han tage epilepsimedicin om aftenen også. Desværre går der et par uger, hvor Bo er ekstra træt både pga. anfaldet, men også en forbigående bivirkning af den øgede dosis medicin.

 På grund af anfaldet måtte vi aflyse mødet med sagsbehandler vedr. hjemmevejlederordningen. Så nu må vi afvente nyt møde i april.

Mødet i Sundhedscentret gik desværre som forventet – de afslutter Bo med udgangen af april måned, med den begrundelse at der ikke er tilstrækkelig funktionsudvikling. Rigtig ærgerligt. Bo har så sin vederlagsfri fysioterapi tilbage. Jeg tænker, vi skal finde et andet sted, end hvor han kommer lige nu, for der er ikke nok træning af hele kroppen. Er der nogen derude, der har kendskab til et godt sted på Frederiksberg/Vanløse/Valby, hvor man kan træne og få lidt hjælp til at komme op i maskiner og cykel? Der må være andre end Bo, der har det behov?

I fredags nød jeg en dejlig aften med en god veninde i Roskilde. Dejlig mad hos Landmad og bagefter super koncert med Loveshop på Gimle. Bo’s søn Simon var hos Bo imens.

Loveshop – billede fundet på FB fra koncerten på Gimle.

Her til eftermiddag har vi været til generalforsamling i lokalafdelingen af Hjernesagen – den der dækker København og Frederiksberg. Jeg er nu valgt ind i bestyrelsen og ser frem til at arbejde for ramte og pårørende her.

Bo venter tålmodigt på Generalforsamlingen skal gå i gang.

En lur er påkrævet efter en generalforsamling

Nu vil jeg sætte mig ud i solen med en kop te og nyde det helt fantastiske forårsvejr. 

6 tanker om “Mere om træning”

  1. Dejligt at få lov at se hvordan I kæmper (sammen) kan kun anbefale Apofysio, hos Søren, selvom jeg ikke læser det du skriver som værende præcist det I søger, men sikker på de hjælper jer med at finde en løsning. Klart den bedste træning jeg har fået i systemet, koster desværre lidt penge, men jeg har været heldig at kunne finde midlerne, håber I også kan pøj pøj og tak for at I deler jeres oplevelser, det hjælper os andre i at tro på det kan lykkes

    1. Kære Henrik. Tak for din hilsen og kommentar. Jeg tror, vi/Bo søger begge dele, både et sted hvor Bo kan træne selvstændigt, men også et sted, hvor der er en, der kan vejlede ham til den rigtige træning. Vi skal ud til Apofysio den 6/4 til forundersøgelse og så må vi se derfra.
      Det er dejligt at høre, når andre kan bruge, det vi deler. Det er så vigtigt, at vi støtter og hjælper hinanden, med det vi hver især kan. Bedste hilsner Helle

  2. Hej Helle og Bo

    Tillykke med valget og godt med nye kræfter
    I hjernesagen.
    Derimod var det ikke så godt for Bo og hans epileptiske anfald.
    Nu må det gerne gå fremad og det gælder også i forhold til hans genoptræning som åbenbart Kommunen ikke længere støtter.
    Nu spørger jeg så hvad de foreslår som alternativ?
    Kontakt medierne og sundhedsministeriet for at få et godt råd til os apopleksiramte.

    Vil betaler stadig skat.
    Hilsen
    Flemming og Jette

    1. Kære Jette og Flemming. Tak, ser frem til samarbejdet til gavn for ramte og pårørende.
      Sundhedscentret sørger for overlevering til vederlagsfri fys. som det eneste. 😢.
      Nu må vi så igang med at kæmpe igen igen for ikke at blive tabt. Det er ikke bare en floskel, at det kræver et godt helbred at være syg.
      Håber det går godt hos jer. Bedste hilsner Helle

  3. Hej Helle & Bo.
    Har nydt igen at læse dit indlæg Helle.
    Jeg har faktisk selv tænkt mig at ville betale for min optræning måske via APO fys., danegæld pga lys-og lydfølsomhed ikke kan træne sammen med en masse i et fitness center og så har jeg fået at vide at min vederlagsfri fysioterapi ikke gælder.Jeg vil glæde mig over hvis I finder et godt sted til Bo.
    Lige nu er jeg overladt til mig selv med træning og heldigvis har jeg ligesom Bo en god samlever der “kæmper” sammen med mig.
    Jeg ønsker Jer begge en dejlig søndag aften.
    De bedste hilsner til Jer begge fra

    1. Kære Birgitte. Tak for din hilsen, som altid er fyldt med energi og positivisme. Det er så underligt hvis der ikke findes nogle steder, hvor man kan træne, når man er hjerneskadet. Bo skal til forundersøgelse hos Apofysio den 6/4, så må vi se derefter. Kan jo være vi mødes derude 😊. Godt du har en der støtter dig. Det er så vigtigt, for at bevare motivationen og håbet. To er stærkere end en. God aften til dig. Bedste hilsner Helle

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *