Hvad så med træning nu?

Bo er nu færdig med træning i Neuroform. Det har været et fantastisk forløb, hvor der er kommet gang i hele Bo’s krop og hvor balancen i den grad er blevet styrket. Som nogle af jer måske kan huske, klagede vi til vores kommune over det mangelfulde genoptræningsforløb Bo har haft. Det har medført, at Bo nu træner i det kommunale sundhedshus 3 gange om ugen. Intensiteten og niveauet er ikke det samme som hos Neuroform, så vi er spændt på udviklingen hos Bo, men vi er glade for, kommunen endelig er kommet på banen. Vi skal til statusmøde på fredag i sundhedshuset, hvor vi er spændte på, hvad de har sige.

Supplerende træning hjemme

Uge 11 bød på mange interessante aktiviteter over hele landet. Jeg var onsdag på Christiansborg i Fællessalen, hvor der var et meget interessant foredrag med ledende overlæge på Glostrup hospital Helle K. Iversen. Hun fortalte om udviklingen indenfor apopleksiområdet, hvor der især er sket rigtig meget de seneste år. 
Formand for Hjernesagen København og Frederiksberg Ann Høyer bød velkommen på Christiansborg.

Hun fortalte også om, hvordan det er muligt at snyde hjernen. Et forsøg vi da lige måtte hjem og afprøve, desværre uden resultat her og nu, men vi bliver da ved, for måske det virker, hvis vi prøver det jævnligt! Det går ud på, at placere sin dårlige arm i en kasse, så den ikke er synlig for den ramte. Man stiller så et spejl ved siden af kassen og placerer sin raske arm ved siden af. Nu ser det ud som om, man har begge sine arme liggende ved siden af hinanden. Når man så bevæger sin raske arm, og samtidig kigger i spejlet, ser det ud som om, det er den dårlige arm, der bevæger sig, og hjernen tror dermed at den fungerer og kan bevæges. Bo har prøvet forsøget i sin tid under den første rehabilitering også uden held dengang, men som sagt forsøger vi med daglige forsøg en tid, og ser om det kan gøre en forskel.

Den dårlige arm ligger skjult i æsken bag spejlet.

Et andet forsøg på at få den dårlige arm til at fungere, er at binde den gode arm op, og derved tvinge den dårlige arm til at blive aktiveret. Desværre udebliver resultatet også her. Måske fordi der slet ikke er aktivitet i den dårlige arm hos Bo. Mon der er nogen af jer, der har erfaring med effekt af det?

På torsdag står den på møde med Bo’s sagsbehandler, hvor det er hjemmevejlederordningen der er på dagsordenen. Vi frygter at Bo mister sin hjemmevejleder, men nu må vi se. Lige nu udtænker vi mål, som vi tænker Bo stadig har behov for at udvikle på. Et område er selv at forberede og rydde op efter et bad. Selve badet klarer han fint selv. Et andet er rengøring af badeværelse. Kunne være skønt om Bo kan hjælpe til med det. Mere om det i næste uges indlæg, når vi har fået en afklaring.

Venstre hånd trænes løbende – her holder den på bæger med skyr.

I ønskes alle en rigtig god uge med håb om at foråret snart må bide sig fast.
 

10 tanker om “Hvad så med træning nu?”

  1. Hej Helle og Bo

    Efter at have stoppet i Helsinge Fys. er jeg nu begyndt i Frederiksværk Fysioterapi.

    Jeg har samtidig måtte slås med forkert medicin så nu håber jeg det endelig må lykkes.

    Genoptræning i Frederiksværk er modsat Helsinge meget anderledes.

    Her er genoptræning målrettet ved
    anvendelse af maskiner som jeg også fik i genoptræningen umiddelbart efter blodproppen i 2014.

    Ved genoptræning hos Øfeldt i Karlslunde.
    blev tiden mest anvendt på Fysisk genoptræning frem til 2015+2016.

    Nu gælder det om at bevise overfor mig mig selv at jeg kan mere end jeg selv selv tror.

    Hilsen
    Flemming og Jette

    1. Kære Jette og Flemming. Det lyder som om, du har fundet et godt sted at træne. Det er bare så svært at finde noget der passer præcist til det behov man har. Der er mange, der byder sig til, men ikke alle er lige gode.
      Håber der er kommet styr på medicinen. Det er så træls, hvis det ødelægger så meget andet.
      Selvfølgelig kan du meget mere. Bare klø på 🏋️‍♀️. Bedste hilsner Helle

  2. Kære, gæve Helle.
    Det er trist, at du og Bo skal kæmpe for jeres ret. Bo var ganske rigtig berettiget til et bad og/eller at træne til at kunne mest muligt. Hvor er det flot, han selv kan klare det nu.
    Systemet er rigtig tungt og megen ekspertice forsvandt, da opgaven overgik til kommunen.
    Har Bo vederlagfri fysioterapi, som han er berettiget til?
    Har han fået enhåndsredskaber ledsagerordning, hvis han ikke kan klare at færdes uden følge.
    Held og lykke med den fortsatte træning, jeg håber Bo må beholde sin støtte-kontaktordning og pøj, pøj til jer begge to fra Bitten Jensen Senior Aktivisterne

    1. Kære Bitten. Tak for din hilsen. Som ramt og pårørende får vi intet foræret. Vi skal kæmpe for det meste. Vi har været så heldige, at vi havde lidt opsparing, så vi selv kunne betale for privat genoptræning hos Neuroform. Kassen er nu tom, og Bo kan ikke forsætte der længere. Det er frygteligt, at så mange ikke får den kompetente genoptræning, der kan hjælpe dem, og give dem en bedre førlighed. Det er krævende at være ramt og pårørende, ikke mindst når man skal kæmpe for ting ser bør være selvfølgelige. Godt der så findes nogle som dig, der kæmper for de der ikke selv kan. Bedste hilsner Helle

  3. Hej Helle og Bo.
    Jan har også prøvet spejltræning af flere omgange, bla under sit rehabiliteringsophold på Grindsted Sygehus og senest på Sundhedscenteret, hvor han træner to gange ugentligt. Men man opgav det, da det desværre ingen effekt havde. Vi tænker, at grunden hertil er, at der ligesom hos Bo, ingen aktivitet er i den dårlige arm.
    Men hvor er det flot, at Bo selv kan klare at bade. Vi håber stadig, at Jan kan nå dertil, selvom hjemmeplejen siger, at det er urealistisk. Må vi spørge, om I aldrig har haft hjemmeplejen inde over i forhold til personlig pleje, påklædning, bad osv?
    Krydser fingre for, at Bo kan beholde sin hjemmevejleder 🙂
    Og ja, nu må foråret gerne bide sig fast 🌞💐

    1. Kære Renate. Ja, det kræver nok der er lidt mere aktivitet i hånden, men det skal da prøves af.
      Bo har aldrig fået hjemmepleje eller hjemmehjælp, med undtagelse af, da han fik dropfodsoperation og jeg samtidig havde en diskusprolaps i nakken. Jeg har måtte hjælpe ham hele vejen igennem. Han kunne noget selv da han kom fra rehabilitering, men langt fra alt. I begyndelsen måtte jeg køre ham ud i badet på en toiletstol, så sad han på den. Efterhånden er det kommet stille og roligt hen ad vejen, hvor jeg har stillet små krav. Der er sat greb op i badet og på badeværelset i øvrigt. Vi har badestol og jeg har købt nogle plastickurve til shampoo, sæbe og vaskeklud. Og så har vi fået nogle ret gode skridsikre måtter til både bad og gulvet. Spørg endelig hvis der er noget jeg kan svare på. Bedste hilsner Helle

  4. Hej Bo og Helle
    Tak for jeres opdatering som et bevis på det går fremad.

    Her går det med fysio i Helsinge 2 gange ugentlig hvor det synes hårdt at overbevise Halsnæs om vores manglende hjernekapicitet i forhold til mit tidligere indlæg om apopleksi ikke kan godkende vederlagsfri befordring til fys.
    Sundhedslovens pgf. 171 burde kunne læses og har derfor tilskrevet socialministeriet idet kommunens godkendelse af behandling nødvendiggør transport dertil.
    Nu skal der holdes fri efter indberetninger til SKAT for 2016 .

    Hilsen
    Flemming og Jette

    1. Kære Jette og Flemming. Tak for jeres altid berigende hilsen, med opdatering om, hvordan det går i Helsinge. Det lyder som I har fået jeres at slås med? Hvor er det bare urimeligt, at vi skal bruge resurser på noget, der er vores ret. Jeg håber I får noget ud af at gå videre med sagen. I ønskes alt det bedste. Helle

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.