Hjemmetræning

Det går fortsat fremad med Bo, siden hans tur på Bispebjerg hospital forrige torsdag. Han er fortsat mere træt end han plejer, og vi bekymrer os begge over årsagen, og om det sker igen. Vi har fået en henvisning af vores egen læge, så Bo kan blive undersøgt ordentligt, og så vi forhåbentlig kan få klarlagt årsagen.Desværre har jeg fået et dyk, da jeg endnu engang oplevede Bo liggende uden jeg kunne komme i kontakt med ham. Jeg er på vej op igen og jeg får hjælp. Vi fokuserer på de mange ting der går godt, men jeg er bekymret for at gå fra Bo i tilfælde af, der sker ham noget igen. Jeg øver mig, ved at gå fra ham i kortere øjeblikke ad gangen, som jeg langsomt øger. Det skal nok blive godt igen, men tager desværre tid.

Som de fleste af jer oplever, slutter tilbuddet om genoptræning fra det offentlige på et tidspunkt. I bedste fald gives lidt vederlagsfri fysioterapi, og er man rigtig heldig, får man bevilliget vedligeholdende genoptræning.

Vi har valgt selv at investere i nogle træningsredskaber herhjemme, indkøbt for de penge Bo fik for ”Kritisk sygdom”. Vores lille 3-værelses lejlighed ligner efterhånden et rent fitnesscenter. Senest har vi indkøbt et brugt løbebånd på Den blå Avis. Det er supergodt for Bo at træne på. Så nu hedder det 15 minutters cykling hver morgen og så ellers alt hvad han kan på løbebåndet. Han går med en hastighed på 0,8 km/t lige nu. Han kan uden tvivl gå hurtigere, men han har brug for at føle sig tryg, så ind til videre får han lov til at holde den der.

Løbebånd indvies med tilskuere
Vigtigt jeg er der , som sikkerhed.

Ind i mellem står den på balancetræning af forskellig slags. Så rammerne er i orden herhjemme, desværre er en af Bo’s kognitive udfordringer manglende initiativ og opmærksomhedsforstyrrelse. Det kræver derfor, der er nogen til at minde ham om at træne og til at holde ham til ilden. Derfor er næste indsats, at lave et dagsskema til ham og stille alarmen på telefonen i håb om at det er nok.

Hvis du vil købe et bånd selv, så rådfør dig med en der kender jeres behov. Det var vigtigt for Bo, at der er en stor gangflade at gå på, at der er en sikkerhedssnor til at sætte i tøjet og at båndet kunne komme ned på 0,8 km/t som minimum. Desværre var vi ikke obs på, at der skulle være en stang til at holde i på tværs mellem de to håndstøtter i siderne. Heldigvis har Bo en god ven, der har kastet sig over opgaven med at konstruerer en tværstang. Det blir godt at få den på.

Fortsat god søndag til jer alle.

 

4 tanker om “Hjemmetræning”

    1. Kære Birthe. Tak for din søde hilsen her. Jeg har læst din mail, men har ikke haft overskud til at vende tilbage ad den vej endnu. Skal nok komme. Bedste hilsner Helle

  1. Kære Bo & Helle,
    Stor tak til jer for at dele jeres erfaringer med os andre.
    Jeg er også i dilemmaet omkring genoptræning : jeg vil så gerne mere og jeg ved jeg kan blive meget meget bedre. Jeg holder igen pga økonomi og det er bare ØV ØV ØV. Håber jeg snart
    efter en hård skilsmisse ved rent økonomisk, hvad jeg har tilbage. Så kan jeg få en bolig – bor nu i 3 kufferter et par uger af gangen hos venner. Men tror stadigvæk på fremtiden ☀️ Rigtig god søndag til jer

    1. Kære Sanne. Tak for sin søde kommentar. Godt du kæmper og tror på det, så skal det nok lykkes.
      Sæt dig nogle delmål der er til at nå, så du føler der sker noget. Om det så er 10 skridt om dagen eller op ad trappen 3 gange. Ligegyldig hvad, så bliv ved. Håber du snart må få ro på dit liv, så du kan fokusere mere på dig selv. Pøj pøj. Bedste hilsner Helle

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.