En dejlig weekend og lidt om en workshop

En dejlig weekend nærmer sig sin afslutning. Jeg har nydt, at have lidt tid for mig selv, i selskab med gode veninder. Fredag stod den på et hurtigt visit ved bålfest, hvor min klasse holdt sommerafslutning arrangeret af forældrene. Med duft af bål i håret fortsatte jeg i byen, hvor jeg mødtes med en tidligere kollega og nu god veninde.Lørdag fortsatte i samme spor, da jeg nød en dag i Roskilde med Lone. Roskilde er en fantastik hyggelig by, der har meget at byde på. Vi gik en lang tur gennem byen og ned til havnen. Herfra fortsatte vi et stykke ud langs vandet for derefter at dreje lidt ind i landet. Her har Jytte Abildstrøm et helt vidunderligt sted, som jeg klart kan anbefale at besøge. Sct. Hans have – et idyllisk, roligt, smukt sted, med en lille cafe, og det hele er selvfølgelig helt i tråd med hendes filosofi om økologi og genbrug. Der er tæpper på græsset, man kan slænge sig på, der er små hjørner og kroge med borde og stole, her er drivhuse – hedder nok orangeri, hvor man kan sidde i tørvejr, hvis det er nødvendigt. Her er høns og i baggrunden kan man høre kvæg der muh’er. Næste gang skal Bo helt sikkert med. Dog ikke på gåturen, da stien langs vandet ikke er egnet til el-scooter. Du kan læse mere om Sct.Hans have HER.

En tørstig lille hund.

Dejlig tapastallerken i Sct. Hans have.

 I dag søndag har Bo og jeg været en dejlig tur til Amager Strandpark, hvor solen havde lokket store og små ud. Området egner sig perfekt til at køre el-scooter, da underlaget på stien er af beton. Bo eksperimenterede med at lægge sin dårlige venstre hånd på håndtaget af scooteren som en del af sin træning. Der skal nok en hel del flere ture til for at arm og hånd skal ”huske”, hvorfor den sidder der på styret, men rigtig fin træning. Turen blev sluttet af med frokost på Kystens perle i Kastrup Et hyggeligt sted med udsigt til vandet og trukket lidt væk, så der er en dejlig ro. Der er handicapparkeringspladser, både ved Amager strandpark og ved Kystens perle.

Der er meget at se på ved Amager strand. Bemærk den venstre hånd. Hvis ikke man ved det, ser den jo helt velfungerende ud.

Mandag deltog jeg i workshop for pårørende i Vejle. Jeg mødte med åbent sind, for jeg var ikke helt klar på, hvad det egentlig gik ud på, ud over det var noget med brug af spørgeskemaer i behandlingsforløbet for mennesker med apopleksi (workshoppen skal også laves inden for andre sygdomstyper). Fordelen ved at møde op uden forventninger er, at så bliver man ikke skuffet. Og det blev jeg bestemt heller ikke.

Som pårørende skulle vi komme med input til to medarbejdere fra PRO-sekretariatet, (en del af Sundhedsdatastyrelsen) om ramte og pårørendes beskrivelser af deres helbredstilstand såvel fysisk som mentalt, symptomer, livskvalitet og funktionsniveau. Det blev hurtigt meget tydeligt for alle, hvor kompliceret apopleksi er, og hvor store forskelle der er, i konsekvenserne efter apopleksi. Det tager temmelig lang tid, at udarbejde de forskellige typer af spørgeskemaer der skal udvikles, men jeg håber da, det kan komme mange til gavn at få mulighed for at sætte ord på deres eget behandlingsforløb ,og at de får indflydelse på de dagsordner de møder undervejs i primært det regionale forløb. Vi har i alt fald gjort vores til, at det kan ske.

Pårørende arbejder ivrigt med input.

Nedtællingen til ferien er i gang. Læs om vores ferieplaner i næste uge.

I ønskes alle en rigtig dejlig uge.

2 tanker om “En dejlig weekend og lidt om en workshop”

  1. Vores arbejde i mandags i Vejle kunne også sagtens bruges i PRO-arbejdsgruppen, der knoklede på i torsdags i Aarhus.

    1. Kære John. Det er rigtig godt at høre. Synes det var rigtig spændende at være med til. Bedste hilsner Helle

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *