Kategoriarkiv: Velkommen

Hvem er vi

Den 29. juli 2014 ændrede min families liv sig dramatisk, da min mand Bo, fik en blodprop i højre side af hjernen. Han nåede ikke at få Trombolysebehandling og er i dag, et år efter, delvis lammet i venstre side. Han kan ikke bruge venstre arm – og dog, hvis han sætter et blødkogt æg i hånden bliver det der! Armen er ikke aktiv og kan ellers ikke bruges. Den hænger bare og tynger.

Venstre ben er der udvikling i, ikke mindst efter han er begyndt på Center for Hjerneskade på Amager den 1. juni i år. De er vanvittig dygtige. Alt det de ikke har kunne i det kommunale rehabiliteringstilbud på Frederiksberg, hvor han boede i et halvt år, det kan de her. Det betyder, han i skrivende stund kan gå mere stabilt med en krykke over korte afstande primært indenfor. Vi har store forventninger til det kan blive endnu bedre, men kun tiden vil vise det.

Bo har en manuel kørestol, som vi benytter udenfor og når vi færdes over længere afstande indenfor eller, hvor der er mange mennesker. Vi har kørestolen med på ferie og cafebesøg, så ja, nu er vi en familie med en gangbesværet kørestolsbruger.

Bo er også ramt kognitivt. Han har brug for tydelige strukturer, der kan hjælpe med at skabe overblik og forudsigelighed. Det betyder, at meget skal planlægges og være kendt på forhold. Bo er blevet delvis afhængig af skemaer og af mig. Det kræver noget særligt af mig at være blevet et så vigtigt et holdepunkt for Bo. Vi er gået fra at være to meget selvstændige individer, der har levet sammen, gjort ting sammen, men også hver for sig, til at leve i en slags symbiose. For jeg er også afhængig af Bo. Jeg er er afhængig af, at han bliver ved at kæmpe, bevare troen, motivationen og ikke mindst glæden ved livet, et liv sammen med mig, hvor vi stadig oplever ting sammen.

Siden den dag i juli har vi haft en positiv tilgang til at ting kan lykkes, og at livet sagtens kan leves godt, til trods for det handicap vi nu skal leve med sammen. For vi er sammen om det, vi kæmper sammen, og ja,vi tuder da også ind i mellem både sammen og hver for sig, men formår at fastholde en positiv tilgang. F.eks. har vi altid levet et aktivt liv, hvor vi har cyklet meget. Det er ikke muligt for Bo at cykle på en almindelig cykel nu, og om det nogensinde bliver det, ved vi ikke pt. men så kan vi komme til at cykle på en tandem, en trehjulet eller en Nihola. Vi skal nok komme ud og cykle igen! Vi nægter at acceptere, at sygdommen skal bremse os i alle de gode oplevelser livet byder på, men vi er bevidste om, at det bliver på en anden måde.

Vi griner meget, også af sygdommen. Vi har udviklet en til tider grotesk humor, som næppe kan forstås af udenforstående. Vi pjatter fx med om hjerneskade smitter, når jeg glemmer noget, for det gør jeg i stor stil. Jeg er gået fra at have haft en superhukommelse til at glemme alt, jeg ikke skriver ned.

Vi er også mange andre ting end ovenstående. Vi er som de fleste andre også forældre, og er også midt i dette forløb blevet bedsteforældre til en vidunderlig lille dreng, vores første barnebarn. Jeg har fuldtidsarbejde, Bo er netop blevet opsagt fra sit job, og vi må se, hvad fremtiden bringer. Bo er februar 1953 og jeg er fra oktober 1962.