Kategoriarkiv: Uncategorized

Seneste nyt om dropfodspatienten

Så kom dagen hvor stingene blev fjernet fra foden og ny gips skulle på. Der blev brugt en smart  maskine, der kun skærer i hårdt materiale, men som går i stå, når den rammer noget blødt. Smart. Gipsen var lynhurtigt væk, og fod og ben åbenbarede sig.

Så er der ved at være skåret igennem.
Så er der ved at være skåret igennem.

Det tog lidt tid at få stingene fjernet – der var mange af dem, og det nev godt i benet, hvilket jo må siges at være positivt, når man er delvis lammet:-)

Der skulle fjernes mange sting. Der var flere på bagsiden af benet.
Der skulle fjernes mange sting. Der var flere på bagsiden af benet.

Lægen kom og besigtigede resultatet. Han var rigtig godt tilfreds. Foden sidder nu i en fin vinkel, der vil lette det for Bo, når han går. Der blev lagt ny gips på og vi må nu vente 3 uger mere, inden den skal af permanent. Herefter venter genoptræning på sygehuset og derefter i kommunalt regi.

Foden sidder i fin stilling.
Foden sidder i fin stilling nu.

Weekenden er brugt ude i det gode vejr. Lørdag cruisede vi afsted -Bo på el-scooter og jeg på cykel. Jeg skulle have et par lave gummistøvler, og havde set et par hos Ellekjær sko på Gammel Kongevej til en rimelig pris. Bo tog med, da han kender Mette der har butikken, og han havde ikke set hende, siden han blev syg. Det blev et glædeligt gensyn, hvor de to kunne sludre ude i solskinnet, mens jeg osede inde i butikken, der byder på mange fristelser for kvinder som mig med hang til sko.

Mette og Bo får sig en sludder i det gode vejr.
Mette og Bo får sig en sludder i det gode vejr.
De nye gummirøjser. Glæder mig til at bruge dem.
De nye gummirøjser fra Ellekjær sko.  Glæder mig til at bruge dem.

Turen fortsatte til Landbohøjskolens Have, der altid er smuk og skøn at gå i. Vi sluttede af med kaffe ved Frederiksbergcentret. Herefter var Bo klar til at snuppe sin eftermiddagslur, inden vi fik besøg af Bo’s tante på 92 år, der kom med hjemmelavede pandekager til os. Frisk kvinde der klarer alting selv. Glemte desværre at tage billeder:(

Det er ikke ufarligt at færdes i trafikken lørdag formiddag.
Det er ikke ufarligt at færdes i trafikken lørdag formiddag.

Forårets komme får alting til at virke så meget nemmere og giver mere energi til os begge. Besøg af datter og barnebarn er altid et lyspunkt, som vi nyder. Håber I alle får en god uge, der kan byde på lyspunkter, der kan få alting til at virke mere overkommeligt.

Mere om pårørende

I tirsdags deltog jeg i et fokusgruppeinterview sammen med andre pårørende til ramte med hjerneskader. Vi var 9 kvinder og 1 mand , hvilket vist stemmer meget godt overens med statistikken over, hvem der rammes. Det var YouGov, der stod for interviewet for Region Hovedstaden, der vil lave nogle små film indenfor forskellige temaer. Der er allerede lavet film indenfor andre områder. Du kan se dem på portalen “Grib om Livet” https://www.regionh.dk/gribomlivet/Sider/default.aspx

Jeg har efterhånden mødt flere pårørende til ramte med hjerneskader, og jeg bliver lige berørt hver gang, over de meget forskellige liv der er bag, hver eneste ramte. Når et familiemedlem får en hjerneskade, er der ikke to tilfælde der er ens. Mange skyldes blodpropper, men også epilepsi og hjernetumorer, styrt på cykel, trafikuheld og motorcykelulykker fylder godt i statistikkerne. De der rammes, får meget forskellige følgevirkninger. Nogle af dem ses tydeligt, mens de mere usete ofte kan være langt sværere for de pårørende at leve med. Det kan være ændringer i personligheden fra at være blid og imødekommende til at blive sur eller lige frem aggressiv. Men også manglende selvindsigt i egen formåen rammer hårdt.

Hjernen er kompleks, og følgerne af en hjerneskade så forskellig, alligevel eller måske netop derfor, er pårørendegrupper vigtige. Udveksling af fortællinger om, hvordan man griber sit nye liv an giver inspiration. Vi er som mennesker forskellige, og derfor også forskellige som pårørende, så det der virker for den ene, virker ikke nødvendigvis for den anden. Det er vigtigt at mærke efter hos sig selv, og gøre det der passer til en, og så alligevel engang i mellem gøre noget andet. Det kunne jo være, det virkede:-)

Til slut et par billeder fra weekenden, hvor vi bl.a. har fejret Bo’s fødselsdag – 63 år.

Daniel fejrede bedstefar.
Daniel fejrede bedstefar.
Gangtræning i det fine søndagsvejr
Gangtræning i det fine søndagsvejr
Selfie fra dejlig morgenløb i Frederiksberg Have.
Selfie fra dejlig morgenløb i Frederiksberg Have.

Velkommen på forsiden – af Hjernesagens blad

Som jer der følger os har set, var der en artikel med os, i det seneste nummer af Hjernesagens blad, der netop er udkommet. Kørsel er simpelthen en jungle at finde rundt i, og har man en hjerneskade, kan det være helt håbløst. Bo ville næppe selv, kunne navigere i den jungle, det er. Ikke mindst Falck er et kapitel for sig. Du kan se artiklen i bladet ved at følge dette link: http://www.hjernesagen.dk/aktuelt/medlemsblad-12016

Forsiden af Hjernesagens blad.
Forsiden af Hjernesagens blad.

Vi har fået rigtig meget positiv respons på artiklen. Tak for det,  det er ret fantastisk. På Facebook er vi med i forskellige fora, hvor mange har været søde og fortalt om, at Flextrafik også kan bruges med egenbetaling, det er billigere end en taxa. Det åbner op for mange flere muligheder for os. Tak for alle kommentarer, input og gode råd. Det er dejligt, med jeres hjælp. I artiklen er der en guide til kørselsjunglen. Tag den ud og gem, det gør vi, så har vi det altid ved hånden.

IMG_1978
Klar til en tur i sneen. Viceværten er syg, så der er ikke ryddet:(

I den forløbne uge har Bo skiftet fysioterapeutklinik. Han får vederlagsfri fysioterapi, og gik i Fysisk Form på Vesterbrogade, men det krævede for meget af ham at komme derind. I torsdags begyndte han hos Dalgas Fysioterapi. Det  ligger kun 800 m fra os. 800 m er dog ret langt i sne og kulde, så vores datter, svigersøn og barnebarn var søde at være med, så Bo var sikker på at være klædt ordentligt på og ikke risikere noget i det glatte føre.

IMG_1979
Fortovene er næsten ryddede.

Det var en superoplevelse for ham, fyssen passede lige til Bo, så det kan ikke være bedre. Nu ser han frem til næste torsdag, hvor det er tid igen.

3 generationer til fysioterapi.
3 generationer til fysioterapi.

I ønskes alle en rigtig god uge trods kulde og sne:-)

En stille weekend og lidt om fodbold

Weekenden lakker mod enden – en stille en af slagsen, hvilket har været superdejligt. Bo har været til Nytårskur i KB idag.  Det var fantastisk for ham, at være i sin gamle klub for første gang siden han blev syg. Bo har spillet fodbold i KB siden han var 12 år og fodbold har fyldt meget hele hans liv. I 1971 fik han KB’s ungdomspris “Granen”for at være den mest lovende ungdomsspiller i klubben det år. I 1974 blev han Danmarksmester med KB, så fodbold betyder meget for ham.

"Granen"
“Granen”

Et par gode kammerater fra klubben hentede ham, og en anden kørte ham hjem igen. Det betød at jeg fik et par fritimer, hvilket var skønt.

Det er hårdt at være i byen:-)
Det er hårdt at være i byen:-)

Den rolige weekend har betydet, jeg har haft mulighed for at være på forkant med aftensmad til ugen, noget jeg ikke altid er så god til. Fredag lavede jeg en stor portion hvidløgs-peberfrugt-tomatsuppe, som rækker til flere dage. Den sidste rest bruger jeg som sauce til en stor portion kødboller med hvidløg og parmesanost, jeg har lavet her til aften og smidt i fryseren.

Hvidløgs-peberfrugt-tomatsuppe.
Hvidløgs-peberfrugt-tomatsuppe.
Kødboller med parmesan og hvidløg.
Kødboller med parmesan og hvidløg.

Jeg har lavet brødcroutoner med rosmarin af brødrester og endelig har jeg lavet mysli i ovnen. Alt sammen supernemt, når bare man har tiden og overskuddet.

Brødcroutoner med rosmarin.
Brødcroutoner med rosmarin.
Hjemmelavet mysli.
Hjemmelavet mysli.

I morgen kalder hverdagen igen. Så er det godt at vide, jeg ikke skal tænke på aftensmaden:-)

Der er en første gang for alting

Der er en første gang for alting, ikke mindst når man er ramt, som vi er. Uanset hvad det er, så er det en stor udfordring, første gang det skal prøves igen. Der er sommerfugle i maven, spændinger i kroppen, skiftevis tvivl og tro på at det kan lade sig gøre. Glæden er stor, når det så lykkes at “bestige bjerget”.

I denne weekend har der været flere bjerge, der skulle bestiges. En tur til fysioterapeut (vederlagsfri fys kan søges gennem egen læge), hvor der blev testet forskellige træningsmaskiner og lagt en træningsplan. Det bliver bare så godt, når vi får løst udfordringen med at få lukket jakken, så Bo ikke er afhængig af andre og bare selv kan tøffe derned på el-scooteren. Er der nogen, der kan anbefale en jakke, der kan lukkes med en hånd? Så hører vi gerne om det hurtigst muligt.

IMG_1622
Benpres
Fyssen støtter Bo.
Fyssen støtter Bo.
Venstre hånd hjælpes på plads.
Venstre hånd hjælpes på plads.
Og så må der drejes.
Og der må drejes.

Så har vi været i biografen for første gang siden Bo blev ramt. Endnu engang har vi oplevet stor hjælpsomhed. En sød ung pige flyttede børnesæderne i salen, så kørestolen kunne stå ved siden af sædet, hvor vi sad. Hun var klar igen til at hjælpe os, da vi skulle ud. Dejligt at mærke den form for forståelse. Vi så Spectre, den nye James Bondfilm. Vi var desvære ikke obs på, at den varede 2 1/2 time, så med reklamer og forfilm blev det til små 3 timer, som var noget i overkanten af, hvad Bo kunne klare, men det gik nu fint alligevel.  Det var skønt at opleve, det ikke er spor problematisk at gå i biografen, så det er bare om at kaste sig ud i det. Men vær obs på at få sæder, hvor der er ekstra god plads til benene, sid gerne yderst og tæt på indgangen. Vi valgte en forestilling kl. 12.30, så der ikke var så mange mennesker. Og så var vi i god tid, hvis der skulle vise sig udfordringer. Vi var i Falkoner Bio, og det fungerede bare godt.

Så er Bo klar.
Så er Bo klar til filmen.

Glæden kom på besøg søndag i form af pasning af barnebarn. Der er ikke noget, som små børn der kan få, en til at glemme alt omkring sig. Daniel er nu godt 7 måneder, og kan møve sig frem i verden på maven.  Han er stort set altid i godt humør, og forstår at charme alle omkring sig. Hvad skal det dog ikke ende med om 15 år:-)

IMG_1649
Daniel

Airtox YY22

Airtox YY22 er ikke navnet på en flyvemaskine, men på et par sko med en særlig snøremekanisme, der kan betjenes med en hånd.

For Bo er fodtøj en konstant udfordring, ligesom lukning af især jakker og trøjer pga. lammelse i venstre side. Ud over lammelsen er Bo også udfordret af slidgigt i venstre hofte, noget der er blevet voldsomt forværret i løbet af hans sygdomsforløb efter blodproppen. Gigten gør, at han har smerter, men den forhindrer ham også i at læne sig forover og f.eks. tage sko på.

Dette er ikke Bo:-)
Dette er ikke Bo:-)

Der er nu lys forude, da han er blevet indstillet til at få en ny hofte. Der er forundersøgelse den 19/11, hvorefter vi forventer, der ikke er lang tid til selve operationen. Vi håber, at operationen ud over at fritage ham for smerter, også vil gøre, at han kan komme til at gå lidt bedre.

Og så har vi endelig fundet et par supersko. Jeg har ofte googlet efter sko, Bo selv vil kunne tage på, og vi har da også købt et par eller to, der bare ligger i skabet, fordi de har vist sig uegnede af forskellige årsager.

Men disse her Airtox YY22

x62500313

som egentlig er arbejdssko, har jeg fundet hos www.Carl-ras.dk Der findes også fysiske butikker, så det er muligt at prøve skoen før man køber. Vi var en tur i Emdrup, hvor der var super  betjening. For at komme ind i butikken skal man først forcere en trappe, hvilket Bo er blevet rigtig god til, når bare der er gelænder. Du kan se trappen på billedet nedenfor. (Nej jeg får ikke procenter for at skrive dette – eller andre indlæg).

2013_emdrup_engroscenter_660p

Og hvad er så hemmeligheden ved skoene? De har et wiresystem, hvor man skruer på en lille knap på siden af skoen. Når skoen er på, skrues på knappen til den ønskede stramning. Når skoen så skal af, skrues knappen et klik modsat vej, og wiren er lige til at løsne og dermed også skoen.

IMG_1591

Simpelt, og så skal det nok komme til at fungere helt, når den nye hofte er sat på plads:-)

Så mangler vi at finde den rigtige vinterjakke. Det er blevet temmelig aktuelt, efter Bo har fået el-scooteren. Jeg har fundet et par egnede jakker på nettet, men de er i Jylland eller på Fyn, hvilket besværliggør det en del, da Bo skal prøve den først. Og så er de hundedyre. Har du kendskab til gode vinterjakker, der er egnede for en som Bo, med halvsidig lammelse, må du meget gerne kontakte mig her eller på Facebook.

IMG_1443-2

En dejlig weekend

Lou Doillon fylder stuen, en dejlig weekend er ved at slutte, og en ny uge venter forude med nye udfordringer, og netop derfor er det godt at have gode oplevelser med i rygsækken.

Bo har nu fået sin el-scooter og den er blevet prøvet af flere gange – så pas på derude, motorbøllen er løs nu:-)

IMG_1555IMG_1556

Lørdag stod den på fejring af min fødselsdag. Alle vore børn (3), svigerbørn, ene barnebarn og svigerdatters lillebror var her det meste af dagen til både lagkage, boller, varm kakao og aftensmad. Jeg har ikke holdt den store fødselsdag, siden Bo blev syg, men med de skønne unge menneskers hjælp, lykkedes det og var superdejligt.

Hvem vil spille med Christoffer?
Hvem vil spille?

Solen skinnede om eftermiddagen, så det blev også til en tur i Frederiksberg Have, sammen med resten af Frederiksbergs borgere, så Bo kom på den helt store køreopgave, men bestod. Han skal dog lige lære, at man heller ikke må køre over for rødt i fodgængerfeltet, bare fordi man har fået en hjerneskade:-)

IMG_1501
Min datter og Bo’s søn holder udkig.
Pas på tværgående trafik i parken.
Pas på tværgående trafik i parken.
Søn, svigerdatter, svigersøn og Marco.
Søn, svigerdatter, svigersøn og Marco.
Når man nu alligevel skal vente på grønt. Datter og svigersøn.
Når man nu alligevel skal vente på grønt. Datter og svigersøn.

I dag har festlighederne sat sit præg på huset, og ikke mindst Bo betaler prisen ved at være temmelig træt. Det er dog blevet til en tur ud at handle og lidt udendørs træning. Jeg har forsøgt at indsætte et lille videoklip af gangtræningen. Håber I kan se det.

IMG_1562

Stillbillede af dagens træning.
Stillbillede af dagens træning.

Vigtigheden af de små og nære ting er blevet så tydelige i vores nye liv. Jeg glæder mig over, alt det der lykkes, og at vi stadig har hinanden og vores familie.

Et stk. glad barnebarn.
Et stk. glad barnebarn.

Pårørendegruppe

Siden mit seneste indlæg, har jeg fået vildt mange henvendelser og reaktioner. Det har været dejligt at mærke interessen, så jeg har brugt en del tid på at besvare henvendelserne. Jeg har samtidig tænkt meget over, det jeg skrev med pårørendegrupper, og hvad det er de kan.

Jeg deltager i to pårørendegrupper. En på Center for hjerneskade, for pårørende til mennesker med hjerneskade. Tilbuddet er for pårørende, som har ramte familiemedlemmer, der har været i genoptræning der. Tilbuddet gælder uden tidsbegrænsning og gruppen mødes cirka en gang om måneden med to psykologer som facilitatorer. Den anden pårørendegruppe er et tilbud om at mødes 5 gange med forskellige temaer. Det er Frederiksberg kommune, hvor vi bor, der har tilbuddet. Også her er det Center for Hjerneskade, der står for oplæg og organisering.

I begyndelsen tænkte jeg, at jeg kun skulle være med i den ene pårørendegruppe, men jeg har oplevet, de kan noget forskelligt. I den lokale gruppe oplever jeg det som værende mere nært. Vi kan relatere os til hinanden, ikke kun med inspiration og fælles oplevelser trods forskellige udgangspunkter, men også i forhold til erfaringer med kommunen. Det meste af det der foregår her, er på en eller anden måde knyttet til det lokale fællesskab.

På Center for hjerneskade tager samtalerne udgangspunkt i et emne, hvor der tales om, hvordan forskellige ting opleves og selvom det ofte opleves forskelligt, er der altid fælles træk, der styrker følelsen af ikke at være alene. Jeg bliver inspireret af, at høre en hustru fortælle med stolthed i stemmen om, hvordan hun kan køre en stor handicapbil, noget hun aldrig har prøvet før manden blev syg.

Det er oftest kvinder, der deltager i møderne. Det er ikke fordi, mænd ikke deltager, men fordi det er flest mænd de rammes. Jeg oplever, at disse kvinder er superseje. De knokler for deres kære, uanset om det er ægtefæller, børn, forældre eller søskende. De holder sammen på familier med en råstyrke, der får selv de sejeste action helte til at blegne. Derfor giver det energi at være i en pårørendegruppe, så  herfra en opfordring til alle kommuner om at oprette sådanne tilbud. Det er en god investering, hvor en relativ lille indsats giver godt igen.

IMG_1433
Efterårstur i søndagssolskin

Tanker om pårørendeuddannelse

For kort tid siden kom det frem i medierne at Københavns kommune har afsat midler på budget 2016 til en pårørende uddannelse for 375 pårørende. Det er dejligt, der er fokus på pårørende, og jeg burde være begejstret, men det er jeg bare ikke. Siden jeg hørte om uddannelse af pårørende  første gang, har det skurret i mine ører.

Da jeg blev kærester og siden gift med Bo, blev jeg pårørende til ham, og det er ikke noget, jeg kan eller vil uddannes i. Jeg er hustru, hvilket betyder, at vi har et særligt forhold der, bygger på kærlighed. Det kræver ikke uddannelse, og mig bekendt har det set i historisk eller globalt perspektiv,  aldrig givet anledning til uddannelse. Jeg vil ikke uddannes i at være pårørende til min mand.

Vores ændrede livssituation gør, at jeg har behov for omsorg og viden. Det har jeg brug for at få løbende, afhængig af, hvor i sygdomsforløbet Bo og jeg er. Da vi blev ramt, havde jeg brug for at nogen tog mig i hånden og førte mig, og senere, da det første chok havde lagt sig, havde jeg  behov for, at nogen præsenterede mig for en plan, for det videre forløb for Bo. En plan, der kunne skabe tryghed for os begge. For at skabe tryghed er det nødvendigt med  tillid. Tillid til de mennesker jeg møder i systemet, så de skal være klædt ordentlig på til at fortælle mig om mine og Bo’s muligheder. Senere igen ændrede mine behov sig, og sådan vil det formentlig fortsætte i lang tid frem over, afhængig af udviklingen hos Bo.

Ovenstående har jeg grundlæggende mødt i Frederiksberg kommune, indtil videre. Der har været nogle bump på vejen, som bestemt kunne have været bedre, men planen var der hele tiden, og jeg/vi er blevet guidet rimeligt. Bo har fået en fantastisk hjemmevejleder,  og vi har, efterhånden som Bo er ved at være færdigbehandlet, fået de hjælpemidler, som Bo har behov for.

Og så bor jeg i en kommune, der har tilbud om pårørendegruppe. Det findes desværre ikke i alle kommuner. Pårørendegrupper kan noget helt særligt, som ikke bør undervurderes. At høre andre fortælle om deres livssituation og de udfordringer og løsninger de har fundet, er inspirerende og giver mod på at kæmpe videre for den ramte. Følelsen af forbundethed gennem fælles historier styrker fornemmelsen af at tilhøre et fællesskab, og dermed mindske følelsen af at være alene.

Det jeg først og fremmest har manglet i vores forløb, er en vejleder eller mentor, der tog hånd om mig. En der spørger mig, hvordan jeg har det, og hvad jeg har brug for. Det kan være orlov, nedsat arbejdstid i en periode med lønkompensation, det kan bare være uformelle samtaler om mit liv nu, det kan være en telefonlinje, hvor jeg kan ringe, når jeg er i vildrede og ikke kan overskue tingene, det kan være een indgang til systemet for mig, når jeg har spørgsmål eller skal bruge hjælp. Jeg har selv måtte opdage, vi kunne får kørsel til sociale arrangementer, at der findes et handicapskilt, et ledsagerkort, brobizz til Storebæltsbroen der giver handicappede rabat osv.

Jeg synes virkelig, det bør overvejes, om ikke pengene kan bruges bedre. Jeg erkender, at jeg ikke har hørt så meget om denne pårørendeuddannelse, men det jeg har hørt, skræmmer mig mere end det begejstrer. Ingen politikere har endnu tilbudt noget, uden der er en forventning om en besparelse. Her vil jeg tro, man forventer, der bliver færre syge pårørende. Der tror jeg, man tager grueligt fej.

Der findes ikke en uddannelse, der kan fjerne min dårlige hukommelse, som er en konsekvens, af det vi er igennem. Der findes ikke en uddannelse, der kan hjælpe mig med alle de overvejelser og beslutninger, jeg nu skal træffe alene – også på Bo’s vegne. Der findes ikke en uddannelse, der kan lave dagens/ugens planlægning for mig. Der findes ikke en uddannelse, der kan gøre, det ikke er mig, der skal sørge for alt fra indkøb, madlavning og rengøring til kontakte myndigheder, sørge for bilen bliver synet osv. Der findes ikke en uddannelse, der kan fjerne min sorg. Der findes ikke en uddannelse, der kan ændre noget for mig og vores ændrede livssituation.

Det er noget helt andet, der er behov for. En mentor eller vejleder der er klædt på til opgaven, og som er tilknyttet mig, så længe jeg har brug for det. Jeg har ikke brug for at lære at sortere piller.

IMG_5459

De 6 B’er

Det har ikke været nemt at skrive dette indlæg. Det er følsomt og berører områder, som er meget private. Derfor får I her kun brudstykker af det arbejde, jeg har været igennem . Indlægget kan virke fragmenteret, da det er klippet ind fra, det jeg har skrevet til eget brug.

IMG_1336

De 6 B’er (“Håndbog for pårørende” – nævnt i forrige indlæg og kan findes under kategorien litteratur) er et godt værktøj, der har hjulpet mig med at skabe tydelighed over, hvor mine styrker og svagheder ligger.

Jeg har relativt tidligt i vores forløb erkendt, de store forandringer der er sket med vores liv. Vi er gået fra et ligeværdigt forhold, til der nu er skabt en ubalance mellem os.  Uanset hvor meget vi er bevidste om det, og gør os umage, ændrer det ikke på det – det kan ikke være anderledes. Vi taler om de ting, der er svære, og det gør det lettere at være i. Sygdommen har bragt os endnu tættere sammen og skabt en helt særlig nærhed, der gør os stærkere, så vi bedre kan stå tingene igennem. Vi er sammen om det.

Jeg er god til at prioritere at have tid for mig selv. Jeg er morgenmenneske og Bo vil gerne sove længe, så jeg har gerne en times tid om morgenen i weekender og ferier. Jeg er også ret god til at gøre ting for mig selv, som at have kontakt til omgangskreds, dyrke motion, læse, rejse (1-dagsture), shoppeture eller bare gå en tur.

Har jeg haft en bøvlet dag på arbejdet, læsser jeg det af på Bo, når jeg kommer hjem, også selvom jeg ikke får den samme respons som før – men så får jeg da læsset af. Jeg drøfter gerne problemstillinger med veninder, og de er ret fantastiske til at støtte mig.

Vi lever på mange måder det liv, vi levede før, med de (mange) undtagelser der er nu qua Bo’s sygdom. Vi tager ud i byen, går på museer, går ture, tager på weekendophold og ferier, alt sammen ting vi gjorde før, blot er det nu i mindre målestok,  og tilpasset Bo’s behov for blandt andet hvile.

Min største udfordring er, at lade Bo selv gøre ting. Jeg er ofte for hurtig til at gøre tingene, enten fordi det er nemmere, eller fordi det er så bøvlet for ham. Jeg stiller for sjældent krav til, at han skal lave noget fx skal skære gulerødder. Bare det at han skærer en enkelt gulerod, gør en stor forskel for os begge. Han bidrager til husholdningen og dermed til vores forhold. Og så er det hyggeligt, når han er med i køkkenet.

Det har været en god øvelse at reflektere over de spørgsmål de 6 B’er rejser. Jeg er blevet klogere på forandringerne i vores liv, og hvor jeg skal øve mig på at give slip.

Så til alle jer derude – spring ud i B’erne og bliv klogere på jer selv, også selvom I ikke er ramte af hjerneskader eller andre sygdomme i familien.

IMG_5459

 

 

 

 

 

 

 

Du finder oversigt med de 6 B’er på hjerneskadeforeningens hjemmeside: https://hjerneskadet.dk/for-parorende-voksne/pas-paa-dig-selv/de-seks-ber/