Kategoriarkiv: Cafebesøg

Jeg scanner verdenen

En af årsagerne til min hjerne er på overarbejde konstant skyldes, at jeg scanner alt, hvor jeg færdes for adgangsforhold med kørestol. Jeg tjekker antal trin, højde på trin, gelændere, handicaptoiletter, brosten, huller i veje og fortove, skæve fliser osv. Jeg har opdaget, at der er skiltning med handicaptoiletter på motorvejen, noget jeg aldrig har bemærket før. Jeg lægger mærke til, hvor der er handicapparkeringspladser, afstanden fra dem til der hvor vi skal hen.

Alt dette er blevet en så integreret del af mit liv, så selv når jeg besøger venner og familie, tjekker jeg lige, om forholdene er sådan at Bo kan komme med næste gang.

IMG_1084

Gangtræning på Solbjerg Parkkirkegård 

Sidste weekend var vi en dejlig tur i Frederiksberg Have. Ved hovedindgangen ved Frederiksberg Runddel ligger en hyggelig cafe, Funder, med lille hyggelig have, hvor vi spiste en sandwich, drak en øl og nød at solen endelig var fremme.IMG_1087

Og så, ikke fordi jeg havde behov for det, besigtigede jeg lige toiletterne, for at se om de er egnede for Bo. Det var de delvis. Der er ikke nogen stænger ved toilettet, så det vil kræve min hjælp at benytte dem. Ærgerligt for der er god plads i huset, til at det kunne ha’ været indrettet bedre.

På vej hjem spiste vi is hos Bon Bon Ice, der ligger i en sideindgang til Frederiksberg Have fra Smallegade. Her besøgte jeg også lige toiletterne. Adgangsforholdene til cafeen er ikke så gode, der er en stejl trappe med to-tre trin og et ikke så egnet gelænder. Det ene toilet er fint, da der er de stænger, vi har brug for ved toilettet.

IMG_1103

 

På den måde, er jeg hele tide “på” og tjekker verden for adgangsforholdene for os.