At gøre en forskel

I den forgangne uge har jeg været sammen med Hanne og de tre designingeniørstuderende, som I kan se på billedet nedenfor. Hanne og jeg skulle komme med input til et møbel, der skal bruges af pårørende i det nye Neurohus på Glostrup hospital, og som de tre skal designe. Det bliver spændende at se det færdige resultat, når det bliver klar. Det giver mig energi og glæde at tænke på, at andre får bedre fysiske forhold, end vi har oplevet, og jeg kan kun opfordre til at melde sig til den slags aktiviteter. Og så er det godt at møde andre pårørende.

Tre designingeniørstuderende fra Aalborg universitet.

Hanne og jeg er færdige med vores input, og kan køre hjem efter en god times tid.

I forlængelse af det skriv, I kunne læse på min Facebookside i sidste uge, og som jeg også sendte til Frederiksberg kommune, fik jeg nedenstående besynderlige besked tilbage. Jeg oplever det meget ubehageligt, at beskeden ikke er underskrevet af en person, men af ”systemet”. Jeg har skrevet tilbage og bedt om at få at vide, hvem der er afsender, men har endnu ikke hørt noget. Det er ikke særlig professionelt af en kommune at kommunikere anonymt. 

”Kære Helle. Mange tak for din henvendelse.

Tak fordi du deler dit facebookindlæg om Rigsrevisionens kritik af hjælpen til hjerneskadede. At der bliver sat fokus på indsatsen på hjerneskadeområdet, kan vi kun fra Frederiksberg Kommunes side bifalde.

Omvendt er vi kede af, at du ikke mener, at de kommunale genoptræningstilbud har været tilstrækkelige, men vi håber selvfølgelig, at din mand vil profitere af det private tilbud, som I har valgt i stedet.

Du er naturligvis altid velkommen til at kontakte vores socialafdeling, hvis du/I har behov for rådgivning og vejledning.

Venlig hilsen

Frederiksberg Kommune”

Vi har IKKE VALGT et privat tilbud i stedet for det kommunale. Vi har været nødsaget til at bruge vores opsparing og købe kvalificeret intensiv kompetent genoptræning til Bo, fordi Frederiksberg kommune ikke har kunne tilbyde det.

Deres opfordring til at kontakte Socialafdelingen er sket, men heller ikke her har jeg hørt noget endnu. Skal dog siges til deres forsvar, at det kun er nogle få dage siden.

Lørdag var vi til dejlig frokost hos Bo’s søde moster. Det var en dejlig dag, med skøn mad og hyggeligt selskab med familien.

Moster Edel sørger for Bo.

Om lidt kommer lille Daniel og hans forældre, så kylling og grøntsager skal gøres klar til stegesoen. Dejlig nem mad.

God uge til jer alle.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *