Hvad skal vi spise ? 

Hvad skal vi spise? Det er en sætning der fylder meget i mit hoved. Det skal være let, det skal være sundt, det skal gerne række til flere dage og Bo skal gerne kunne lave noget af det. Det er mange krav i min verden, så jeg har forsøgt mig med forskellige madordninger, hvor vi får leveret måltidskasser. Det har dog været en udfordring for mig, at være hjemme, når maden blev leveret. Før jeg skiftede arbejde, fik jeg det leveret på arbejdspladsen, men så var jeg afhængig af at køre i bil for at kunne have kasserne med hjem.
Lige nu får vi måltidskasser fra Aarstiderne.com. 

I aften skal vi ha’ burgere med coleslaw fra Aarstiderne.

Her kan jeg vælge leveringsdag til at være søndag, og der er stort udbud af forskellige typer måltidskasser. Jeg kan variere, hvilke kasser jeg vil have fra uge til uge og til hvor mange dage. Der er masser af friske gode grøntsager, som Bo kan snitte. I denne uge får jeg søndag leveret middagsmad til søndag, mandag og tirsdag. Onsdag skal jeg selv finde på, torsdag spiser vi altid suppe og fredag har jeg indført nem aftensmad, som er tapas.

Tapas fra lokal ostehandler, hvidvin til mig og Nordic til Bo. Så er det weekend😊

Det er nemt, ikke meget oprydning og så smager det skønt. Det er muligt at købe tapas-platter af forskellig slags i diverse supermarkeder eller hos ostehandlere, dog til lidt dyrere pris. Et godt brød til og et køligt glas hvidvin, så er weekenden hjemme. Bo holder sig til Nordic, der har så lav en alkoholprocent, at den ikke har indflydelse på hans medicin. Den smager godt, men han savner dog at drikke et glas vin med mig, men det går bare ikke.

Hvad skal vi spise? Nu jeg skal kun tage stilling til onsdag og lørdag, hvor det ofte bliver fisk, da det er nemt at smide i ovnen, uden der skal gøres så meget ved det. Og så er det sundt og Bo kan ordne grøntsagerne, som kommer med i ovnen. Jeg serverer det gerne med pasta og skyr rørt med salt, peber og noget krydderi samt hvidløg.

Det er så vigtigt, vi gør det, der passer bedst til os hver især. Vi er ramt så forskelligt og vores overskud er derfor også forskelligt. Måske du kan finde inspiration i, hvordan vi gør og så tilpasse det, til jeres behov.
Velbekomme og god uge til jer alle.

Formiddag i solen, med hue-hår 😜

Gangtræning. Jeg kører el-scooteren og Bo går 👍🏻

 

Smag på livet

Selvom forårstemperaturerne lader vente på sig, har vi været på en dejlig tur ind til byen. Vi pakkede Go-Go, som er en rejse-el-scooter fra Seniorland, vi selv har købt. Den kan skilles ad i fire dele og dermed ligge i bilen. Det er en af de bedste investeringer, vi har gjort. Bo bliver på den måde mere mobil, og vi kan komme flere steder hen. Go-Go har nogle udfordringer med brosten og ujævnt terræn, men pyt med det, når bare vi kan komme omkring sammen.

Turen gik som sagt ind til centrum af København. Der er en del handicap-parkeringspladser inde i byen og vi fandt da også en lige ved Amalienborg. Scooteren blev samlet på et øjeblik, og så kunne vi sammen nyde at ”slentre” langs Langelinje ind forbi Skuespilhuset, gennem Nyhavn og over den nye inderhavnsbro til Papirøen. Efter en kop kaffe her tog vi tilbage over broen og fortsatte langs Havnegade mod Knippels Bro. På denne strækning er der sat bænke op, så vi sad og nød lidt sol, inden vi indtog frokost hos Almanak i Havnegade. Meget lækker frokost og helt fantastisk service. Der blev ryddet, så Bo kunne få el-scooteren med ind og stå. Han er rædselsslagen for, at den bliver stjålet, hvis den står udenfor.



Efter frokost var der ikke meget energi tilbage hos Bo, så det gik direkte hjem til eftermiddagshvil. En pragtfuld dag, der mindede en hel del om ”gamle” dage før blodproppen.

Vi vil rigtig gerne købe en el-ladcykel, hvor Bo kan sidde i. De er desværre frygtelig dyre (omkring 50.000,- kr.), og vi har fået afslag fra kommunen på en ansøgning om en. Det ville være helt vidunderligt, at kunne cykle med Bo, så han ikke skal bruge så meget energi på at komme rundt i menneskemylder og hele tiden holde øje med ujævnheder og hvor han kan komme op, ned, over, osv. Jeg har skrevet til Christiania-cykler for at høre om muligheder for evt. at leje eller lease, og venter spændt på at høre fra dem. Jeg har kigget efter en brugt model, men den ene gang jeg fandt en, blev den solgt i løbet af et øjeblik.

Det er vigtigt for os, at forsøge at gøre de samme ting vi altid har gjort. At cykle har været en stor del af vores begges liv, så vi skal bare finde en løsning. Vi har købt en par-cykel brugt, og har også glæde af den, men den fylder en del på de københavnske cykelstier, så den er desværre ikke egnet til ture herinde i byen.

Håber I kommer lidt omkring uanset om det er til fods, i kørestol eller med el-scooter.

 

Sygdom og ferie har holdt mig fra tasterne, så med mindre du følger med på Facebook, er det længe siden, du har hørt fra mig. 
I første omgang var jeg nede med bihulebetændelse i en uges tid. Jeg nåede at komme nogenlunde på benene til påskeferien, men har været temmelig træt.

 De første dage i ferien tilbragte vi et par dage i Malmø sammen med vores gode veninde Lisbet. Malmø er en let tilgængelig by – bortset fra Lille torv, der er fyldt med brosten. Enhver kørestolsbrugers mareridt. Vi boede denne gang på Comfort hotel, der er nogenlunde rimelig i pris, og som ligger et par hundrede meter fra Centralstationen, med relativ kort afstand til centrum og den nye bydel ved vandet. Vi havde fået et handicapvenligt værelse, hvilket indebar stænger ved toilet og rimelig god plads på værelset. Der var også en badestol, men den var desværre absolut intet værd. Så medbring en hjemmefra, hvis du får lyst til at tage derover. Alt i alt et godt hotel – også for handicappede.

Kaffepause i læ for blæsten.

Badeværelset på Comfort hotel

Smukt blomstertæppe på kirkegården i Malmø.

Siden sidst har vi også været forbi Apofysio og Søren Hein Sommer. Bo begynder derude midt i maj måned med fokus på genoptræning af den dårlige arm. I Apofysio arbejder de med strøm til at understøtte genoptræningen. Bispebjerg hospital har frarådet brug af strøm pga. Bo’s epilepsi, til trods for de ved intet om det. Da Søren ikke mener, det bør have betydning, har vi besluttet at kaste os ud i det. Ved forundersøgelsen fik Bo to øvelser med hjem. Den ene er opadbøjning af håndleddet, en bevægelse Bo ikke har lavet i mere end 2 ½ år, og som det viser sig han faktisk godt kan. Det kræver store anstrengelser, men det tror da pokker, når bevægelsen ikke har været aktiveret så længe. Søren giver naturligvis ingen garantier, men vi håber selvfølgelig på en forbedring. 
Der trænes med strøm hos Apofysio.

Ellers har ferien stået på total afslapning for os begge. Vi har været et par småture ud i det lysegrønne forår og været sammen med børn og barnebarn. Det kan man jo kun blive i godt humør af.

Lykken er at lege med Bedstefar.

Vi har også været en tur under kirsebærtræerne på Bispebjerg kirkegård.

 I ønskes alle en fortsat god påske.