Nemesis?

Nu er jeg ikke specielt overtroisk og tror på nemesis, men jeg har da haft en tanke i den retning, siden jeg skrev mit sidste blogindlæg.

Jeg måtte ned og ligge med en ordentlig omgang influenza. En lille uge måtte jeg blive hjemme og passe på mig selv. Bo gjorde, hvad han kunne for at passe mig, men i sådan en situation bliver det tydeligt, at det er svært for Bo, at være den der skal yde pleje og omsorg for mig, mens han samtidig skal sørge for sig selv.  

Billedet taler vist for sig selv!

Det hele blev ikke nemmere af, at Bo desværre har haft endnu et epilepsianfald. Der går åbenbart omkring 2 måneder mellem hvert anfald (plus/minus en uges tid). Anfaldet var ikke så voldsomt, som det har været tidligere, og om det er hans bedre form eller medicinen der var årsagen, så kom han sig hurtigere, især fysisk. Kognitivt bliver Bo lidt ”tung” i nogle dage efter et anfald. Det viser sig ved at han bliver glemsom og gentager de samme spørgsmål. Han er nu sat yderligere op i medicin til en dosis på 200 mg, så håber vi, det kan gøre, at han snart slipper for flere anfald. De tærer for meget på ham. Jeg er blevet meget bedre til at håndtere hans anfald nu, hvor det er 6. gang, vi oplever det. Han kommer sig jo fint igen, selv om det tager lidt tid.

Det tog dog ikke længere tid at komme sig, end at Bo kunne overholde en aftale med tidligere kollegaer. Han nød at komme ud med en lille flok mænd og være en del af noget ”normalt”. En god frokost på Cafe Lindevang og efterfølgende hjælp til at købe en buket blomster med hjem til mig.

Tak til Ole og Svend-Erik for at hjælpe med at købe blomster til mig:-)

Jeg har i den forgangne uge holdt vinterferie. Ferie er så meget sagt, for jeg synes, jeg har brugt det meste af tiden på at køre i Ikea og købe/bytte skabe. Vi bor i en andelsforening, hvor vi er velsignet med de skønneste naboer og overboere. En nabo har engang hjulpet med at male dørkarme, en anden træder altid til, hvis vi har brug for assistance til især tunge løft og vores vidunderlige overboere har netop sat overskabe og en hylde op i køkkenet. Stor tak til alle jer der omgiver os, og altid er der for os.

Så blev der plads til lidt mere i køkkenet.

I går lørdag viste Frederiksberg bibliotek ”Dem vi var”. Det var et godt arrangement, hvor tidligere direktør i Hjernesagen Lise Beha Erichsen havde et oplæg bl.a. om det fine og meget relevante forslag til en national handleplan for apopleksi, som foreningen har udarbejdet. Du kan læse handleplanen HER

Hjernesagens nye direktør Klaus Legau havde også lagt vejen forbi, så vi var virkelig tilgodeset med repræsentanter fra foreningen. Bo og jeg har set filmen tidligere, men oplevede alligevel begge, at blive ramt af mange følelser og tanker over livet som ramt og pårørende. En stærk film. Efter filmen var der diskussion bl.a. om de horrible vilkår ramte og pårørende lever med i de fleste kommuner i Danmark.

Bibliotekar fra Frederiksberg, Lise Beha Erichsen og Klaus Legau.

Og så er dette ugen, hvor Ude og Hjemme bringer en artikel om os, og hvordan vi håndterer vores nye livssituation. Der findes ikke en rigtig eller forkert måde at gøre tingene på. Det er vigtigt, at alle hver især gør det, som er muligt for den enkelte. Det er så forskelligt, hvordan konsekvenserne er efter en blodprop, så det er ikke muligt at sammenligne vores situationer og måder at håndtere det på, ligesom vores resurser er forskellige.

Ude og Hjemme uge 8

Husk det er Hjerneuge i uge 11. Se hvordan det afholdes i din lokalafdeling på Hjernesagens hjemmeside under dit lokalområde. Du kan finde din lokalafdeling HER  I København er der arrangement på Christiansborg. Læs mere om det på Hjernesagen København og Frederiksbergs Facebookside eller på Hjernesagens hjemmeside HER 

Vi håber at se rigtig mange af jer.

Det blev en lang smøre, men det er også alt for længe siden, jeg har skrevet. I ønskes alle en rigtig god uge.

Update fra en glad pårørende

Dagene flyver af sted, og jeg nyder for første gang i meget lang tid, at have tid og overskud til andet end at være pårørende til Bo.
Vores liv er ved at finde et leje, hvor tingene kører, næsten som de gjorde inden blodproppen for mere end 2 1/2 år siden. Bo kan så meget selv nu, at det aflaster mig en del. Samtidig er jeg selv blevet så rutineret som pårørende, at jeg (næsten) ikke længere tænker over, at det er mig, der skal huske og sørge for både det ene og det andet.

Jeg er også blevet meget bedre til at stille krav til Bo, hvilket har været temmelig svært for mig tidligere. Jeg henter ikke længere et glas vand, det kan han godt selv gøre, selvom det tager længere tid og er mere bøvlet. Jeg ved også godt, at der ikke skal så meget til at vælte livet hos os, og måske derfor nyder jeg det ekstra meget, når der er ro i vores liv, som der er lige nu.

Vi er skrøbelige og sårbare overfor forandringer og udfordringer. Der skal ikke så meget til at vælte læsset, og netop derfor er det vigtigt at huske på, de ting der lykkes, og nyde de perioder hvor der er ro. Bo har ikke haft et epileptisk anfald i mere end to måneder, hvilket er et godt tegn. De er tilfredse, når han er til kontrol, så vi håber meget, at han nu er på den rette dosis medicin.

Ugen har blandt andet budt på fødselsdag for Bo. Vi havde inviteret vores børn og barnebarn. Menuen var pizzaer fra et godt pizzeria i Valby og så ellers øl, vin, vand og en Magnum til dessert. Det var hyggeligt og dejlig afslappet. Og så var det faktisk ikke dyrere end, hvis jeg selv skulle stå og kokkerere – tværtimod. Igen et tegn på, at jeg har lært, at det er ok, at tingene ikke altid skal være hjemmelavede og perfekte.

Lidt fjollet må man godt være, selvom man fylder 64 år.

Vores tre dejlige børn gør klar.

Og så gangtræner vi stadig herhjemme. Bo kan nu gå den samme distance rundt om vores ejendom på den halve tid af, hvad han kunne inden Neuroform. Desværre slutter forløbet der med udgangen af februar, så rækker pengene ikke længere. Men det har været hver en krone værd.

Gangtræning – vi kan snart kalde det at gå tur:-)

I ønskes alle en dejlig uge.