Statusopdatering

Det er ved at være 3 uger siden, jeg har haft tid og overskud til at skrive på bloggen. Det føles meget underligt, når jeg har skrevet indlæg stort set hver søndag i 1 1/2 år. Nu kunne jeg ikke holde mig væk længere. I har været savnet af os begge.For at opdatere jer, der ikke lige har fået læst det seneste blogindlæg, traf jeg, en for mig stor beslutning. Jeg har skiftet fra at være leder i folkeskolen til at blive lærer igen pr 1. januar.
Det er så ubetinget den bedste beslutning, jeg har taget for mig selv, siden Bo blev syg. Jeg er kommet på en skole, med fantastiske kollegaer, en super ledelse og skønne elever. Jeg nyder i den grad at være tilbage, hvor det giver mening – tæt på eleverne.

Rammerne på min nye arbejdsplads er det nærmeste, jeg kan komme det perfekte for mig. Jeg skal selvfølgelig være på arbejdspladsen til min undervisning og de faste møder, men jeg må i stor udstrækning forberede mig hjemme. Det giver mig den fleksibilitet, jeg har manglet tidligere. Det har bl.a. betydet, jeg kunne gå med til møde i det kommunale Sundhedscenter, hvor Bo efter vores klage, nu tilbydes genoptræning under forhåbentlige bedre vilkår, end det vi tidligere har oplevet. Det er så befriende, at jeg ikke skal bede om fri (igen) eller komme med diverse undskyldninger og forklaringer for at kunne tage med Bo. Der er plads til, at de fleste mødeaktiviteter mv. kan ligge udenfor min undervisning. Og så kan jeg forberede mig om aftenen, hvor Bo alligevel går tidligt i seng.
Jeg smiler for første gang i lang tid, når jeg cykler de 7 km på arbejde, og jeg glæder mig dagligt over, at jeg fulgte min mavefornemmelse og tog denne beslutning.

I sagens natur er jeg rimelig træt, da jeg bruger meget tid og energi på at finde vej tilbage til lærerjobbet. Derfor har vi været rigtig meget hjemme, siden jeg begyndte.

Det er dog blevet til en reception i Neuroform, hvor Bo træner februar måned med, for at fejre indvielsen af deres nye større og lyse lokaler. Ved receptioner som denne, er det dejligt at gense ”gamle” bekendte. En af dem jeg altid glæder mig over at møde, er Glenn og hans altid smilende mor Tina. Glenn kommunikerer mest med tommelfingeren, hvor han viser om noget er ok eller det modsatte. Dejligt at se jer begge igen.

Hyggeligt selskab med Glenn. Foto er taget af mor Tina.

Bo, Glenn og Tina. Glæden vil ingen ende tage:-)

Bo genoptræner som sagt i Neuroform lidt endnu. Vi har forsøgt at få Frederiksberg kommune til at betale for forløbet, men det vil de ikke. Vi har søgt Zangerfonden gennem Hjernesagen og har fået et tilskud herfra. Det er vi meget taknemmelige for.

Bo har nu præsteret at gå op ad trappe i Neuroform uden at holde i gelænder. Et fremskridt der fik tårerne frem hos os begge. Det er dog ikke så sikkert endnu, og han kan/må ikke gøre det alene, men sikke et fremskridt. Nedad trappe kan Bo nu gå med ”almindelige” skridt, i stedet for at tage et trin ad gangen som hidtil.

Lærke, en af de seje fysioterapeuter hos Neuroform.

Og så har vi tilladt os den luksus, det er for os nu, at fejre de små sejre med spise frokost ude.


Så konklusionen på opdateringen er, at det går sgu meget godt i øjeblikket her hos os. 

At træffe valg

Rigtigt nytår. Jeg håber du er kommet godt ind i det nye år og er klar til at tage hul på 2017. Jeg har holdt helt og aldeles fri, oven på nogle lidt hektiske juledage.

Daniel er som sædvanlig i centrum:-)

I livet må vi træffe mange valg. Nogle gange svære valg. Som pårørende oplever jeg ofte at må træffe valg, ikke bare for mig selv, men også for Bo. Nogle gange er det valg med store konsekvenser. Det var blandt andet tilfældet, da beslutningen skulle træffes i forhold til, om Bo skulle i resurseforløb eller gå på efterløn for et års tid siden. Det var en meget stor og belastende beslutning at tage ansvar for. En beslutning om et andet menneskes liv og fremtid. I dag er jeg sikker på, det var den rigtige beslutning, selvom det medfører nogle kampe med systemet, for at Bo ikke skal køres ud på et sidespor.

I løbet af det seneste halve år har jeg været klar over, at det liv jeg levede som pårørende med et arbejde som leder i det offentlige, ikke har kunne fortsætte. Det er krævende og til tider hårdt at være pårørende. Det fylder meget, og netop derfor er det så vigtigt at have mulighed for frirum, hvor jeg stadig er Helle, der lever mit eget liv med veninder, fritidsinteresser og arbejde med gode kollegaer osv. Efter mange overvejelser er en stor beslutning blevet truffet og skal nu udleves. Jeg har valgt at blive lærer igen, og jeg glæder mig helt vildt til at komme i gang. Jeg kan mærke, det er den helt rigtige beslutning. Slut med op til 60 timers arbejdsuge, slut med dårlig samvittighed over for arbejdet, når jeg måtte gå før resten af ledelsen, slut med dårlig samvittighed over for Bo, fordi jeg ikke kunne være hjemme inden kl. 18 … eller 19 -igen. Ja til et liv, hvor Helle stadig er Helle og i nogle rammer, jeg også kan være pårørende i.

Nogle gange må vi kigge på vores liv og mærke efter, om vi lever det liv, vi ønsker. Vi må træffe beslutninger, som vi ikke altid er sikre på, er de rigtige. Oftest viser det sig, at mavefornemmelsen er til at stole på, så mærk efter og spring ud i det. Det betyder en stor lønnedgang for os, som virkelig kan mærkes, men så må vi prioritere og nyde flere af de gratis glæder. En gratis glæde for mig er en cykeltur tidligt søndag morgen gennem byen, mens Bo stadig sover. Billederne er fra en tur på Havneringen langs Københavns havn for nogen tid siden. Den slags gør jeg meget i – en cykel-eller gåtur klarer tankerne og giver energi.

Alenetid en tidlig søndag morgen.

En anden beslutning er, at jeg kommer til at drosle ned på bloggen her i en periode. Jeg er nødt til at fokusere mit arbejde som lærer, hvilket kræver ekstra tid, da jeg har været væk fra at undervise nogen tid. Derfor vil blogindlæg ikke længere komme regelmæssigt hver søndag, men når jeg har tid. Vil du være sikker på at følge med, kan du tilmelde dig her i venstre side. Så får du en mail, når der er nyt indlæg. En anden måde er at følge Hellewenck.dk på Facebook. Her kommer link til de nye indlæg, ligesom der gør på Instagram under #livetefterenblodprop.
 Et nyt år og et andet liv venter i 2017. Et liv jeg ser frem til med fornyet energi og glæde. Bo og jeg ønsker jer alle et rigtig godt nytår, med ønske om at I træffer de rigtige valg for jer.

Selfie – ny skjorte i julegave fra Bo. Tak til Lisbet der hjalp med indkøbet:-)

Et hvil må der til, på gåtur rundt om vores ejendom.

Og så det sidste stykke hen til bagdøren.