Med S-tog

I onsdags havde jeg en skøn aften med 7 andre piger, hvor vi spiste picnic i Fælledparken og bagefter så Bruce Springsteen i Parken. En dejlig aften, i godt selskab på enhver måde. Det er så vigtigt med den slags frirum – det giver god energi.
Samme aften var Bo inviteret til dimissionsfest på sin tidligere arbejdsplads. Han havde fået invitation fra afgangseleverne selv, hvilket var ret rørende. Bo tog turen derud på el-scooteren alene, en tur på omkring 6 km hver vej. Det er virkelig en stor ting og markerer en ændring for, hvad han kan nu. Fantastisk.

Lørdag tog vi på vores første tur med S-toget siden Bo blev syg. Bo har sammen med sin hjemmevejleder været på en prøvetur, så han havde godt styr på, hvordan man gør og kunne vise mig det. Et vink til togføreren, der så kommer ud og hjælper med en rampe. Nemt og ukompliceret.

Med S-tog

Det sværeste er adgangsforholdene til stationen. Svingdøre ind til selve stationen og igen ind til perronen som kræver, at man kan bruge begge sine arme. Det er lidt af en prøvelse, så det er næppe  noget, Bo kommer til at gøre alene.

Destinationen for turen var Klampenborg station. Herfra gik turen ind i Dyrehaven med vores datter Mette og lille Daniel. Så det var endnu en ting der kan lade sig gøre igen.

Op på Bedstefars dyt

Søndag gik turen til Hillerød, hvor vi mødtes med Lisbet. Oprindeligt var meningen, at vi ville prøve vores ny-indkøbte rejsescooter. Ved et tilfælde kom jeg til at tale med Winni på Facebook, der fortalte om sin rejsescooter, der er modellen større, end den vi har købt. Jeg har derfor kontaktet Seniorland.dk, hvor vi har købt den og afventer at høre fra dem for at få vores byttet, da den ikke har været brugt endnu. Mere om dette i næste uge.

På tur til Hillerød

Vind i håret

Så var Bo forbi endnu et sygehus. Denne gang var vi på Riget, pga. mistanke om en ny urinvejsinfektion. Heldigvis var der ikke noget i det denne gang, men godt at vores læge reagerer så hurtigt, så det kan blive taget i opløbet. Vi har nu et direkte nummer til Riget, så vi kan komme hurtigt til, hvis der opstår mistanke igen. Det giver tryghed for os begge.

IMG_2942
Træt af sygehusbesøg:(

Jeg har selv været syg med noget mave-hoved-feber-trætheds-ting. Døjer stadig med voldsom træthed, så det er godt sommerferien er indenfor rækkevidde om godt to uger. Nedtællingen er i den grad igang.

Lørdag stod den på besøg hos min søster Nette,

Besøg hos min søster.
Besøg hos min søster.

og søndag har vi været på dejlig cykeltur. Vi havde madpakke med, trodsede vinden og cyklede til Valbyparken. En tur på ca. 6 km hver vej.  Det er helt fantastisk at have denne oplevelse sammen igen. Fællesskab, nærhed og noget at være sammen om. Jeg har købt en special-pedal til Bo hos det firma cyklen er fra (PFmobility), men jeg skal se, om jeg kan få den byttet til en anden model. Udfordringen er, at Bo’s ben ikke holder sig lige, når han cykler. Derfor skal han have en pedal med en skinne på, der holder benet på plads. Selvom jeg er i nogenlunde god form, er jeg ret sikker på, vi skal have motor på inden længe. Det giver nogle flere muligheder for at komme omkring, og vi behøver ikke spekulere over, om der er for mange og store bakker på ruten:-)

Pause i Valbyparken
Pause i Valbyparken

Fortsat god søndag til jer alle:-)

At cykle igen

Bo og jeg har altid cyklet meget både i hverdagene og på ferier. Derfor har det stået højt på ønskelisten hos os begge, at vi kunne komme til at cykle sammen igen. Det er en stor del af vores begges identitet, og jeg søgte derfor kommunen om en såkaldt cykel rickshaw fra Christianiacykler, som den du kan se HER.  Vi fik selvfølgelig afslag, for Bo har fået en el-scooter, og så kan man ikke også få en cykel. Jeg søgte derfor på nettet efter en brugt model og på Den blå avis faldt jeg over denne cykel.

IMG_2936
Par-cykel

Vi tog ud og så på den i dag søndag, og den levede helt op til vores forventninger. Prisen var til at have med at gøre, så vi slog til efter en prøvetur. Lisbet som var med, tog vores bil, mens vi cyklede fra Nørrebro og hjem. En dejlig oplevelse, som vi ser frem til at få flere af, når cyklen er blevet justeret lidt til. Vi skal bl.a. have monteret armlæn – de følger med, men jeg skal lige finde ud af at sætte dem på. Vi overvejer at få sat el-motor på, men vil først prøve den af nogle gange, for at finde ud af om det er nødvendigt.

IMG_2939

Tid til at slappe af ovenpå cykelturen hjem.
Tid til at slappe af ovenpå cykelturen hjem.

En rigtig god dag hos os.

Hvordan går det med udviklingen for Bo ?

Det spørgsmål er jeg blevet stillet af vores faste følger Flemming, der selv er ramt. Jeg svarede Flemming ret hurtigt, men spørgsmålet blev ved med at dukke op hos mig i de næste dage – hvordan går det egentligt med Bo.

Set med mine briller går det faktisk ret godt.  Træningen giver afkast i form af bedre kvalitet i den måde Bo går på. Han går ikke hurtigere, men kan faktisk godt gå uden krykke over meget kort afstand 5-10 m. Det er balancen der driller ham mest, så jeg har netop bestilt et balancebræt, så han kan træne dagligt. Du kan se modellen HER

Armen ser der ikke ud til at være udvikling i, men vi sætter vores lid til undersøgelse på sygehuset engang i juli, hvor ergoterapeuter skal undersøge, om de mener der er noget at gøre. Og så er vi henvist til Vejlefjord gennem egen læge, men der er desværre et års ventetid, hvis Bo altså kommer gennem nåleøjet.

Kognitivt er der stor udvikling på mange måder. Opmærksomhedsforstyrrelsen er, som den er. Bo bliver meget let afledt. Skal han f.eks. rejse sig fra en stol, må der ikke ske andet omkring ham, for så  kan han gå i stå midt i bevægelsen, for at følge med i det der sker. I trafikken bliver han underligt nok ikke afledt, der er han helt skarp, men bruger også meget energi på det. Omkring initiativ er der dage, der er bedre end andre. Trætheden styrer, hvad han kan. Han er ved at komme sig efter urinvejsinfektionen og lungebetændelse, og er ikke nær så træt mere. Jeg har oplevet, han nogle gange i løbet af ugen der er gået, har overrasket mig ved, at sige han er sulten og vil lave mad, hvorefter han har stegt hakkebøffen. Eller han har ringet til sin moster og er kørt derhen på besøg ( et par kilometer). Det er ikke sket før, så der er god udvikling hos Bo set med mine øjne.

I går var vi til Bo’s kusines 60 års fødselsdag, hvor det var tydeligt, hvor stor en udvikling der er sket. Vi ankom kørende, Bo på el-scooteren og jeg på cykel. Bo klarede parkeringen trods trang plads og  gik derefter selv ind til bordet, omkring 75 meter med forhindringer i form af skæve fliser, et par ujævne trin, trange forhold i indgangen pga. brunchbuffet, hvor mange mennesker møvede sig rundt og så tæpper på gulvet, der gør det vanskelig at gå pga. modstanden. I selskabet deltog han i samtalerne og var ikke bare passiv, men bød ind. Han holdt ud i 4 timer, og var så klar til at køre hjem og sove en times tid. Et godt billede på der er sket ret meget. Jeg er sikker på den fysiske træning stimulerer hjernen kognitivt og sammen med bridge og al anden aktivitet  jeg “presser” ham ud i, giver det en fortsat løbende udvikling.

Efter spisning var der hygge i gårdhaven.
Efter spisning var der hygge i gårdhaven.

Søndag passede vi barnebarn og gik en tur til Frederiksberg Sundhedshus. Her er lavet en træningsbane, der er åben for offentligheden. Daniel sov, så Bo måtte “lege” alene, hvilket også krævede en lur bagefter.

Trappetræning på træningsbanen.
Trappetræning på træningsbanen.
Det er hårdt at træne:-)
Det er hårdt at træne:-)